Næste

uges

plan

finder

du

HER

Så er det blevet tid til endnu en opskrift til selvforsynings-madplanen. Denne gang handler det om pizza. Ifølge madplanen er det pizza-dag om fredagen. I madplanen står der:

Fyldet til pizza'en er resten af det dip man lavede igår. Gem dog en lille smule i et glas, så det kan bruges som smørepålæg søndag. Et lille tip er at putte ost på pizza'en først og så fyld bagefter. Så virker osten som bindemiddel mellem bund og fyld - meget smart når små børn skal spise, uden at tabe fyldet. Man kan også undlade osten, det er smag og behag. Og skulle der blive pizza tilbage, så er det selvfølgelig bare ind i køleskabet med den, den skal sikkert nok blive spist i løbet af weekenden.

Så det der mangler er faktisk bare bunden. Husk at tænde ovnen på 200 grader, så den kan varme op mens du laver pizza'en klar.

Bunden laver jeg ud af min surdej. Første punkt er at gøre en bageplade klar. Jeg bruger silikone-bagepapir, da det kan bruges igen og igen. Men man kan også smøre bagepladen ind i olie el. lign., det bestemmer man selv. Derefter tager jeg en dejklat op med en grydeske og lægger den i det ene hjørne. Så flader jeg den ud med bagsiden af grydeskeen, indtil den er ca. en lillefingers tykkelse. Derefter tager jeg en dejklat mere og lægger tæt på den anden, flader den ud og sådan fortsætter jeg indtil bagepladen er helt fyldt. 

Derefter er det tid til at putte fyldet på. Som alle andre opskrifter i madplanen, så er dette en grundopskrift. Tanken er at man ikke skal ud og købe en masse, men kan bruge det man har ved hånden - hvad enten det er i skabe, køleskab eller haven - kun fantasien sætter grænser. Du kan finde inspiration HER. 

Når fyldet er kommet på, er det tid til at bage pizza'en. Den skal bages i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 25-30 minutter.

Velbekomme

Næste

uges

plan

finder

du

HER

De sidste par uger har det været så varmt, at man har kunnet løbe ind og ud af døren uden at behøve at tage overtøj på. Det har for alvor sat gang i have-aktiviteterne. Blandt andet fik vi sat vores Bobles telt på vores netgynge. Idéen opstod sidste år, men kunsten har været at finde ud af, hvordan den skulle sættes fast, uden at ende med at falde ned. Her i huset er det vigtigt at lege-redskaberne er holdbare. Jeg har aldrig brudt mig om at blande mig i, hvordan børnene skal lege. Hvis de vil klippe håret på deres dukke, så er det dét de må. Jeg synes det er en altafgørende faktor i begrebet 'leg', at rammerne er så vide som mulige. Jeg har derfor heller ikke tænkt mig at stå på sidelinjen af vores hjemmelavede Bobles-gynge og sige: 'pas nu på at den ikke går i stykker', i min optik er legeredskaber til for at blive brugt. Og hvis den går i stykker, så er det helt sikkert fordi, der er kommet utallige timers god leg ud af den. 

Netop denne frihed til at lege vægter jeg meget højt, fordi jeg tror på, at det er i legen, at hver enkelt finder frem til netop sine særlige færdigheder - eller 'skills' som det så populært bliver kaldt. Så kan det måske undre nogen, at vores ugeplaner er blevet mere og mere fyldt op med digitale lærings-platforme, som tilgås via Ipad, computer eller mobiltelefon. Det var da så afgjort heller ikke sådan vi startede for snart 5 år siden. Men som tiden er gået, er jeg blevet mere bevidst om, at alle de almene færdigheder såsom at læse, skrive, regne osv. bare er redskaber. Disse almene færdigheder er i sig selv ikke noget mål - og i særdeleshed ikke i et samfund som vores, hvor der er undervisningspligt. Det er ikke særegent i vores del af verden at kunne læse, skrive eller regne. Det der for alvor betyder noget for at finde sin særlige plads i livet, er at have tid til at lege, eksperimentere og være kreativ. 

Når børnene arbejder på de forskellige lærings-platforme, giver det mig et indblik i, hvilke færdigheder de har let ved at tilegne sig og hvilke der er svære. Men det er ikke det, der fortæller noget om, hvor de for alvor er unikke og har deres helt eget at byde ind med i samfundet. Det er i måden de griber det an på, samt i de aktiviteter de laver i deres fritid. Det er dér, jeg finder inspirationen til at guide dem videre på deres færd igennem livet. 

Her forekommer det mig, at hjemme-skolingen netop har en kæmpe force. Der er mange ting, man kan nævne, som er betydningsfulde for at kunne se den enkeltes potentiale. Men først og fremmest kræver det tid, tid og atter tid. Tid til at være sammen, både om aktiviteter, men også bare generelt. Og det at være tilgængelig. Jeg bruger enormt meget tid på bare at være 'silent alert'. Det er virkelig en kunst at være en flue på væggen, nærværende og klar til at handle. Begrebet 'silent alert' har jeg lært da jeg var i praktik på et bosted for udviklingshæmmede. Jeg var blandt andet på besøg i et hus, hvor det ikke var det fysiske men det psykiske, der var udfordrende. Det var ikke et hus, hvor der normalt måtte komme studerende, simpelthen af sikkerhedsmæssige årsager, men den sortering af mennesker kunne jeg ikke klare og jeg måtte simpelthen bare opleve med egne sanser, hvad der var på færde. Jeg fik lov til at besøge en ung kvinde, som i fysisk størrelse var lidt lavere end mig, men som havde to fysisk stærke vagter omkring sig konstant, fordi hun havde slået adskillige mennesker ned i det lokale supermarked. Af psykiske lidelser led hun blandt andet af borderline. Lederen i huset fortalte mig, at det blandt andet var derfor hun var nødt til at have vagter omkring sig. De mente ikke at der var gråzoner i hendes liv og derfor kunne hun på et splitsekund gå fra at være glad til at være rasende. Og som et lille barn, som kan have enorme kræfter fordi alt sættes ind på én opgave, kunne hun gå til angreb på hvem som helst. Da jeg kom ind i huset, spurgte hun mig meget hurtigt, om jeg ville med ind på hendes værelse og se filmen 'ulvepigen Tinke'. Det var hendes yndlingsfilm, fordi hun kunne identificere sig med Tinke. Jeg sagde selvfølgelig ja og i hælene på os gik 2 vagter. Hendes værelse var indrettet så der ikke var mulighed for at kaste med møbler og den slags. På gulvet var en madras og på væggen hang et fjernsyn godt beskyttet bagved et panserglas. Det var simpelthen blevet for dyrt med fjernsyn, da hun efterhånden havde smadret adskillige af dem, derfor havde man valgt at sætte panserglas op. Pigen og jeg satte os på sengen og i hver sit hjørne under fjernsynet, satte vagterne sig. Der sad de så og kiggede på os, mens vi så film. Der var ikke noget med at kigge ned i en mobiltelefon eller læse en bog - eller sågar følge med i filmen. På et tidspunkt ville pigen gerne holde mig i hånden. Den ene vagt sagde: 'så sætter jeg mig lige på sengekanten ved siden af', han satte sig ved siden af hende. Jeg var fuld af forundring og begyndte at tænke om det i denne sammenhæng var hønen eller æggen der kom først - altså om vagternes konstante tilstedeværelse i virkeligheden ikke skabte endnu flere frustrationer for pigen. Pludselig sagde pigen: 'nu skal du gå'. Vagten der stadig sad på gulvet var på et splitsekund mellem mig og hende og fulgte mig ud, hvorefter døren blev lukket. Jeg fik anledning til at dele min undren med ham. Han fortalte mig at de var meget bevidste om at deres tilstedeværelse kunne skabe frustrationer, men at det i virkeligheden var lige så meget for pigens, som for min skyld at de var der. I de tilfælde hvor hun var gået til angreb på folk, var hun efterfølgende blevet så ked af det, fordi hun ikke kan styre den side af sig selv. Det er en tryghed for hende at vide, at nogen griber ind, før hendes 'indre dæmoner' for alvor får overtaget. Det var blandt andet i denne sammenhæng de havde fået lært hende at sige til, så de kunne nå at gribe ind, som da hun bad mig gå. Han fortalte at han netop denne dag havde været forberedet på at skulle gribe ind, fordi han kunne se flere tegn på at hun havde det dårligt. Det kom bag på mig, for det havde jeg slet ikke bemærket: 'nej, men du kiggede jo også på filmen', sagde han. 'Så det vil sige at din arbejdsuge på 37 timer, går med at du konstant kigger på hende', spurgte jeg ham. 'Ja, de gode dage er dem, hvor jeg intet har lavet andet end at kigge på hende', svarede han. Jeg var klar over, at det selvfølgelig var fordi disse dage var dage, hvor hun havde det godt og det deraf ikke havde været nødvendigt at gribe ind. Og det gik op for mig, at det ikke var hvem som helst, der ville trives i sådan et job og at det krævede helt særlige færdigheder.

På pædagoguddannelsen havde vi en lærer, som hver 20. minut hev sin guitar frem og spillede en sang. Vi skulle så rejse os op og synge med. Han forklarede det med at man bliver ukoncentreret efter 20 minutter. Med det i baghovedet spurgte jeg vagten, hvordan han lykkedes med at være så koncentreret i så mange timer hver dag - uden at lade sig distrahere. Han præsenterede mig for begrebet 'silent alert'. 'Det gælder om at være en flue på væggen', sagde han. Jeg kiggede på hans størrelse og tænkte at det var lidt en kunst i sig selv at være så stor en flue. Han refererede til den seance jeg netop selv havde været en del af, og gjorde mig opmærksom på, at det eksempelvis først var nu at han og jeg snakkede sammen. Det havde jeg faktisk ikke tænkt over, for jeg havde jo været meget opmærksom på at han og hans kollega var der, netop fordi jeg havde undret mig over nødvendigheden af deres tilstedeværelse. Det eneste der var blevet sagt, var faktisk da hans kollega havde sagt, at han ville sætte sig på sengekanten ved siden af pigen. Hvad jeg ikke vidste var, at det havde været deres indikation overfor hende om, at de var klar over, at hun havde det dårligt og at hvis hendes ønske om at holde mig i hånden i virkeligheden var et skridt til at gå til angreb, skulle hun sige til. 

Jeg anede ikke om disse to vagter kunne læse, skrive eller regne, men det var med kæmpe respekt og forundring over deres særlige færdigheder, at jeg gik fra huset. Kommentaren; ' nej, men du kiggede jo også på filmen', sad fast i mit hoved, og jeg blev klar over at nærværende tilstedeværelse er en større kunst end først antaget. Så med denne oplevelse i baggagen forsøger jeg med respekt og ydmyghed at være nærværende tilstede i vores generelle hverdag herhjemme. Og jeg forsøger at huske mig selv på, at et succeskriterie ved 'silent alert' er, at man har lavet absolut intet andet end at observere. 

Næste 

uges

plan

findes

HER

Denne påskesøndag startede selvfølgelig med, at børnene sprang ud af sengen og løb ud i haven for at finde påskeæg. Små ting, med minimal forberedelse, som på den lange bane tegner et barndomsminde. Gentagelsen hvert eneste år skaber refleksioner tilbage i tiden. Ikke kun for børnene, men også for mig selv. Engang skulle hele denne korte seance udgøre et helt værdigrundlag for en 'god' barndom - hvad end det så er. 

I det store billede tænker jeg at jeg altid har været, sådan som jeg er nu - nærværende og på børnenes præmisser. Hvis jeg tænker tilbage på dengang jeg første gang blev mor, var det også sådan. Jeg havde barselsorlov fra Arkitektskolen og tænkte at ét års barsel var laaaang tid og at mine bekymringer om at skulle give mit barn fra mig, til velmenende pædagoger, hang sammen med at hun som spæd ikke var parat til det - men at hun som 1-årig ville være helt klar til det. 

Jeg havde selv arbejdet i den lokale vuggestue som rengøringshjælp om morgenen, ved siden af mit arkitektstudie, og det blev hurtigt til at jeg hjalp ved morgenbordet, når børnene kom, for at der lige var et par ekstra hænder. Jeg husker mange små gode minder - de små sjove oplevelser som børn bringer med sig. Men der er også minder, som får mig til at undre mig over, hvordan jeg kunne være så overbevist om, at min datter ville være klar til institutionsliv som 1-årig.

Jeg husker en pige som hver eneste dag blev afleveret som én af de første. Hendes mor kørte hende i bil til institutionen og cyklede så 20 kilometer til sit arbejde. Super sej mor, sådan en mor ville jeg også være, som bare havde overskud til det hele. Dengang så jeg slet ikke situationen fra barnets perspektiv. Hver eneste morgen var pigen så træt at man skulle være fremme i skoene, for at nå at redde hende, før hun faldt i søvn med hovedet ned i sin havregrød. Og nej - det er ikke en overdrivelse. Flere dage lykkedes det ikke at fjerne tallerkenen og gribe hendes hoved i tide, hun faldt vitterligt i søvn med hovedet i sin havregrød...

Men sådan var det vel bare at være barn - til hendes konfirmation er det sikkert blevet en sjov historie. 

Det, som ingen havde fortalt mig og som heller ikke stod i de mange bøger jeg læste, mens jeg var gravid, var at barnet har sin egen oplevelse af verden - at barnet er et selvstændigt individ lige fra fødslen. Så det kom bag på mig at jeg ikke var parat til at give ansvaret for mit barn fra mig, da hun var 1 år. Men det betød at da jeg startede på arkitektskolen igen havde jeg min datter med til forelæsninger. Det blev taget pænt imod, for folk gik selvfølgelig ud fra, at jeg ikke havde fået en institutionsplads til hende endnu og at der derfor var tale om en undtagelsestilstand. Hun var, og er, et meget tænksomt barn og lavede ikke den store støj, så i virkeligheden generede det ikke nogen. Men jeg kunne godt se princippet i at samfunds-strukturen ikke lige var gearet til det - og jeg begyndte også ret hurtigt at blive klar over, at et liv som arkitekt, ikke var det jeg ønskede, hvis jeg samtidig skulle være en nærværende mor.

Så jeg fortsatte som rengøringshjælp i vuggestuen og begyndte også at gøre rent i børnehaven. Min daværende mand og jeg skiftedes til at passe hende. Jeg tog til baby-yoga, baby-svømning osv. for jeg syntes det var vigtigt at hun kom ud blandt andre mennesker. Vi gik også i den lokale legestue, hvor jeg fik et godt netværk af forældre i lokalområdet, som også passede deres børn hjemme. 

På et tidspunkt blev jeg så spurgt af nogle af de andre forældre om ikke jeg havde lyst til at starte som privat dagplejer. Det var en oplagt løsning, så jeg sagde ja. Men vi boede på daværende tidspunkt i en toværelses lejlighed på 2. sal og jeg syntes ikke det var hensigtsmæssigt at være dagplejer der. Men heldigvis var der ved at blive bygget nogle nye rækkehuse lidt længere henne i byen, så der flyttede vi hen. Og lige dér - mens alting udefra set var perfekt - startede hamsterhjulet.

Huslejen var selvfølgelig tårnhøj, både fordi det var nybygget, men også fordi det var et privat boligselskab. Så jeg fortsatte mine rengøringsjobs ved siden af dagplejen. Samtidig ventede jeg mit barn nummer to. Min daværende svigermor foreslog flere gange om jeg ikke skulle være pædagog. Men jeg havde ikke lyst til at uddanne mig til at se børn falde i søvn i deres havregrød og jeg ønskede desuden ikke at være så mange timer væk fra mine børn, som et studie ville kræve. Men så en dag ringede hun igen og havde nu fundet ud af, at man i nærheden af deres sommerhus, kunne uddanne sig til pædagog på en langdistance-uddannelse. Det var især tiltænkt folk der f.eks. allerede arbejdede i institution som pædagogmedhjælper og som af økonomiske årsager ikke havde mulighed for at sige sit job op, for at blive studerende. Chancen var for god til at lade gå, så jeg bed på. Så med en 10 dage gammel baby på armen mødte jeg op på pædagog-studiet (heldigvis kun 2 dage om måneden). Prisen var så selvfølgelig at alle lærebøger skulle læses af de studerende selv. Der var ikke tid og rum til at en lærer kunne stå og referere og på anden vis præsentere den nødvendige viden for de studerende. 

Samtidig begyndte jeg at tænke over hvilken skole min datter skulle gå på. I den sammenhæng blev jeg klar over at den lokale skole havde et absolut dårligt ry. Alternativet var at vores datter skulle gå i skole i Århus Midtby - der er gode privatskoler at vælge imellem, men jeg var ikke vild med storby-tanken. Og det var også en potentiel mulighed at hun ville skulle rejse alene med offentligt transport i en tidlig alder. Sammenholdt med den høje husleje blev det oplagt at finde en anden løsning. 

Op til at jeg skulle starte i min første praktik, i forbindelse med pædagog-uddannelsen, fik vi en 4-værelses lejlighed med have til. Haven grænsede op til en græsplæne med legeplads. Og hele området var forbundet af stisystemer, som på 10 minutters gang, førte til en privatskole med tilhørende institution - i øvrigt den institution hvor jeg skulle i praktik. Det lyder godt og det var jo heller ikke sådan at vi købte en ferrari og brugte vores weekender på spa-ophold for to. Vi forsøgte så godt vi kunne, indenfor de normative rammer, at skabe en nærværende hverdag med børn. 

Min daværende mand havde fået et natarbejde, så mens jeg var i praktik om dagen, passede han børnene. Jeg havde været oppe i privatskolens børnehave på besøg med min ældste datter, og det var helt sikkert et godt sted - det bedste sted i hele Danmark, med den mest fantastiske og nærværende pædagog - men jeg var ikke klar til at give ansvaret for mit barn fra mig. Vores yngste datter var 6 måneder gammel da jeg startede i praktik. Faktisk den alder hvor man har krav på at få sit barn passet. Men jeg løb op til institutionen, når jeg skulle i praktik, og løb hjem igen. Selvom det kun tog 10 minutter at gå. Én dag ringede en klokke, som jeg reagerede på: Jeg kom ind i lejligheden, der var fred og idyl. Vores yngste datter lå på maven på gulvet og legede med et stykke legetøj - helt alderssvarende og godt at hun lå på maven og trænede sin nakke og muskulatur. Nu var jeg nok den seje overskudsmor, som jeg tidligere havde beundret, fordi hun både kunne være mor til 3 og samtidig cykle frem og tilbage til arbejde hver dag - sammenlagt en tur på 40 kilometer. Jeg gik hen til min datter og lagde mig på gulvet foran hende. Hun løftede sit hoved op, kiggede et øjeblik på mig og brød så ud i gråd. En gråd jeg instinktivt oplevede kom et sted indefra. En gråd der ikke havde været relevant at komme ud med, på det tidspunkt hvor jeg alligevel ikke havde kunnet høre hende. Noget måtte gøres. Jeg snakkede med min daværende mand om hvad vi kunne gøre, for at gøre vilkårene endnu bedre for vores børn. Han sagde at det også var hårdt at arbejde om natten og skulle passe 2 små børn om dagen, så vi valgte at ansætte en ung pige i huset, måske et par ekstra hænder var det der skulle til. 

Historien kunne fortsætte - men essensen er allerede kommet frem;

Vi lagde til i stedet for at trække fra. Hver gang vi fornemmede at vi kunne gøre det bedre, lagde vi til. En bedre bolig, en bedre uddannelse, en bedre skole, ekstra hænder osv. Ikke en eneste gang overvejede vi at trække fra. Det var før finanskrisen og vi var omgivet af et samfund, hvor det bare gjaldt om at rage til sig i hurtigst muligt tempo, og hvor det ansås for lavstatus og nærmest pinligt at vi tillagde det en positiv værdi, at det var billigere at bruge stofbleer. Vi var fanget i hamsterhjulet. Først da jeg blev skilt vågnede jeg for alvor op. Jeg var klar over at jeg tog en kontroversiel beslutning ved at træde ud af hamsterhjulet og var også beredt på at passe mig selv og holde min mund - for det skulle jo nødig smitte. Men ret hurtigt var der journalister som blev interesserede i mit valg. Og det blev både til artikler og fjernsynsprogram. Jeg spurgte den første journalist hvilken relevans det havde for hendes læsere, at læse om mig og mit valg. Hun sagde at det var sådan en historie folk godt kunne lide at læse når de drak deres søndagskaffe. Nuvel, så var man altså blevet søndagsunderholdning. Og det viste sig at det ikke var en enlig svale eller en døgnflue. Selv nu efter 7 - snart 8 - år, er der stadig interesse omkring mine valg. Jeg anerkender at de sidenhen er blevet mere kontroversielle, f.eks. i kraft af hjemmeundervisning, men jeg forstår også at minder ikke skabes af det ydre men af det indre. Og jeg må også have respekt for at mine børn skal kunne danne deres egen oplevelse af deres barndom, fremfor at læse om den i avisen osv. Derfor sagde jeg også for nylig nej til endnu et interview omkring mine valg.

Man må forstå at det der skaber deres barndomsminder er ikke billedet af at leve udenfor normen. - Den abstraktion findes ikke i et barns verden, men kommer først langt senere. Og hvis de på daværende tidspunkt skal kunne forstå mine valg, må jeg også være ægte i at være tilstede i de rammer jeg har skabt. F.eks. har børnene to dage i træk villet sove i vores camplet - med den hyggelige lyskæde, som ses på dagens billede. Begge dage er vi endt med at gå ind igen, fordi der var mærkelige lyde (fasaner osv.) de ikke var vant til. Men den time eller to, hvor vi var i campletten og småsnakkede og legede at vi var langt væk på ferie, er dét der berettiger livet og rammerne her. Og som skaber det barndomsminde der begrunder mit valg. At de så finder påskeæg i haven er netop for at give dem en normativ ramme at kunne referere til i forhold til andre børn. Så det ikke kun er en barndom på trods.

-

en

illusion

?

Ønsket om uafhængighed er et nøgleord i forhold til de mange alternative levemåder, der opstår i samfundet i disse år. Jeg har tidligere omtalt familien fra Stenbjerglykke, men der er også andre eksempler, hvoraf Andrea Hejlskov i den grad er et eksempel på at sadle om. Jeg selv er vel, i al beskedenhed, også et eksempel på det. 

Spørgsmålet er om det er muligt at være uafhængig - om én uafhængighed ikke blot bringer en anden afhængighed med sig.

I stedet for at at skrive en masse bevingede ord om dette emne, vil jeg gerne i dialog med DIG, jeg vil derfor anbefale jer at se programmerne om familien fra Stenbjerglykke, som kan findes på dr.dk, og give jeres besyv med omkring hvorvidt det er et uafhængigt eller afhængigt liv. 

Det kan gøres enten i kommentarfeltet under dette blogindlæg, men I er også velkomne til at sende mig en mail på konsulent@athelligesigmoderskabet.dk 

Næste

uges

plan

finder

du

HER

Søndag er eftertankens dag, og det gik op for mig lørdag, at denne uges indlæg skulle handle om ungdommen. Vi var til Nye Elevers Dag på 7. klasses kommende efterskole og jeg fik taget en masse billeder af de nuværende elevers gymnastikopvisning. Jeg forestillede mig at billedet til dagens indlæg skulle symbolisere det fællesskab med ligesindede, der er på en efterskole. Det er ofte en vigtig brik for de unge mennesker, at kunne spejle sig i ligesindede, hvilket også er årsag til at hjemmeskolingen herhjemme erstattes af efterskole i 8. og 9. klasse. Når jeg skriver 'de unge mennesker' tænker jeg først, kan jeg tillade mig at skrive det, men så kigger jeg mig i spejlet og lægger mærke til de grå hår der forsøger at overtage min hårfarve - jo nuvel, det var vel en enlig svale at jeg forleden blev spået til at være 25 år???!!! Og faktisk blev jeg ikke smigret, for mig er det slet ikke tiltalende at være yngre end jeg er og det har det aldrig været. Jeg har altid været en stræbsom type, som hele tiden godt kunne se at der var mere viden at hente. - Selvom jeg dog tit har yndet at drage mine egne erfaringer, på trods af adskillige formaninger.

Jeg husker hvordan jeg omkring 12-13 års alderen var fuldt ud overbevist om, at jeg sagtens kunne flyve, hvis bare jeg øvede mig længe nok. Så der gik jeg rundt i haven og baskede med armene. Nogle gange fandt jeg en stor sten at kravle op på og håbede så at kunne flyve fremfor halvvejs at falde ned af den. Jeg var nok på nogle måder et lidt særligt barn, jeg har selv sidenhen givet min IQ skylden. Jeg husker at der er blevet sagt henover hovedet på mig, da jeg var barn: 'hun skal nok blive til noget, med det temperament hun har', alt imens jeg var fuldt ifærd med et raserianfald af de store, i stil med dem som 2. klasse og den yngste herhjemme kan præstere. Jeg forstod aldrig rigtigt hvad man mente med det, men jeg fornemmede dog at man faktisk mente det positivt. Den dag idag må jeg da også helt klart tilskrive mit temperament - eller måske vil jeg hellere kalde det 'drive' - at jeg er der hvor jeg er idag i mit liv. For det har IKKE været legende let. Men med alderen har jeg lært at det til tider kan være mere nyttigt at få afløb for sine frustrationer, på andre måder end at stampe i jorden. 

På livets vej møder man uundgåeligt nogle bump. Uden de store erfaringer, kan man føle at hele verden er imod én, selv for de mindste ting. Og det er jo nok især i ungdomsårene, der hvor vejen pludselig ikke er så entydig mere. Alle siger; 'du har alle muligheder foran dig, du skal bare gribe dem', men det er som om at folk glemmer at når man har grebet én bold er der ikke plads til at gribe en anden, medmindre man smider den første. Italesættelsen af at ét valg, kræver adskillige fravalg, er ubetydeligt lille i dagens samfund. Og jeg forstår de unge menneskers frustrationer. For mig var det helt klart min stræbsomhed og mit 'drive', der bar mig igennem alle de frustrationer, hvor det at give op, simpelthen bare ikke var en mulighed jeg ville benytte mig af. 

Når det er sagt, så vil jeg dog også gerne italesætte, at der er forskel på at fravælge og på at give op. For det at blive klogere, og opdage at man skulle en anden vej, behøver ikke nødvendigvis at være ensbetydende med at give op. Eksempelvis er jeg da glad for at jeg på et tidspunkt erkendte, at jeg ganske givet ville kunne lære at flyve hvis bare jeg øvede mig længe nok, men at det dog nok ville tage resten af mit liv. Det forekom mig at livet sandsynligvis havde andre og mere udfordrende oplevelser at byde på. Set i bakspejlet var det en læreproces fyldt med erkendelse. Og erkendelsen giver ro i sindet. Jeg er sikker på at mine tanker omkring at lære at flyve, stadig ville have siddet i mit hoved, hvis jeg blot havde fuldt en formaning om at lade være.

Jeg synes at det er en vigtig pointe at huske på, når man er forælder til en teenager. Lad dem nu baske med deres vinger, lad dem finde deres egen vej og gøre sig sine egne erfaringer. Dog ikke passivt, strø gerne frø og evt. også gødning, som når jeg 'bestikker' 2. klasse til at lave læsetræning.

Men husk på, at ligesom planter blot bliver slået ihjel, hvis man hiver i dem, for at fremskynde deres vækst, så bliver de unge menneskers 'drive' og egen indre kraft taget fra dem, hvis man forsøger at tvinge dem frem.