Næste

uges

plan

finder

du

HER

Påsken nærmer sig og det betyder også græsslåning. Men udover græs er der også en hel del andre ting, som vokser nu. Én af de ting er brændenælder. Hvis man vil være fri for at skulle stå og kæmpe med de store brændenælder, så er det nu man skal gå igang. På nuværende tidspunkt er brændenælderne kun små skud. En fast rutine kunne være at lave en ugentlig brændenældesuppe. Nogle har måske undret sig over hvorfor madplanen hedder Selvforsynings-Madplan, men brændenældesuppen er et rigtig godt eksempel på selvforsyning - lige fra naturens egen køkkenhave. Ifølge madplanen er onsdag suppedag, så her kommer en onsdags-opskrift på brændenældesuppe:

Ingredienser

Brændenælder

Vand

Fremgangsmåde

Når man laver denne suppe, er der ingen grund til at portions-afmåle, den kan tjene andre formål i løbet af ugen også, så det gælder bare om at finde den største gryde man har -ingredienser skulle der være nok af. Et godt råd er at starte med at lave suppen om morgenen, så den kan stå og simre og dufte i løbet af dagen.

Når brændenælderne er små skud som nu, så kan man bruge dem hele - hvis der er tale om større brændenælder skal man kun bruge bladene, da stænglen er for genstridig. 

Gryden fyldes 3/4 op med brændenældeskud.

Der fyldes koldt vand i gryden, så det lige akkurat dækker brændenælderne.

Om man laver den på bål, brændeovn eller kogeplade, må man selv bestemme, men det er i hvert fald nu at vandet skal bringes i kog.

Når vandet koger blender man suppen med en stavblender.

Nu skal suppen bare stå og simre resten af dagen, indtil det er spisetid.

Bonusinfo

Opskriften her er, som alle andre opskrifter til selvforsynings-madplanen, en grundopskrift, som fungerer fint i sig selv, men som sagtens kan varieres med diverse tilføjelser.

Om torsdagen kan man lave den skønneste brændenælde-pesto ved at si fyldet fra - det fungerer godt både som dip, smørepålæg og på pizza. 

Selve suppen kan drikkes enten varm eller kold i løbet af ugen. Men man kan også bruge den i madlavningen som erstatning, der hvor man normalt ville bruge vand.

God fornøjelse 

Næste

uges

plan 

finder

du

HER

Denne uges blogindlæg er endnu en af dem, som har ligget og ventet på at blive skrevet. Konteksten skulle bare lige findes først. Ad nødvendighedens vej har jeg fundet værdien i at være offline engang imellem og opdaget at jeg faktisk ikke går glip af noget af den grund. Tværtimod oplever jeg ofte at jeg får tænkt tanker til bunds, fremfor at lade mig distrahere af digitale forstyrrelser, som påkalder sig min opmærksomhed. 

Baggrunden er at jeg lider af migræne. Efter utallige undersøgelser, for snart 7 år siden, hos både neurolog, gynækolog og kiropraktor fik jeg den, i første omgang, noget nedslående besked; "du kan få en lille dosis stærk vanedannende forbyggende medicin, men de sidste 8-12 anfald kan vi ikke hjælpe dig med - 12 i det tilfælde at din migræne er forbundet med din hormoncyklus." Pligtskyldigt købte jeg medicinen, men da jeg er typen der i den sammenhæng læser alt det med småt, blev jeg hurtigt klar over at det var en glidebane. Dengang var jeg kun migrænefri ca. 7 dage på en måned - vel at mærke ikke 7 sammenhængende dage. Efter at have lavet den obligatoriske migrænedagbog, som neurologen bad om, kunne han konstatere at i mit tilfælde får jeg migræne af migrænemedicin. Jeg måtte derfor kun tage det forebyggende medicin og skulle ved anfald lægge mig i et koldt, mørkt rum: "det tager højst 72 timer" sagde neurologen opmuntrende. Jeg kunne dengang ikke se opmuntringen i det, jeg følte at hele verden ville passere forbi, og at jeg ville blive sat af, hvis jeg hver eneste måned skulle afsætte op til 72 timer til restitution. 

Men jeg havde intet valg - situationen kunne for så vidt ikke blive værre. Så jeg bed i det sure æble, droppede at tage det forebyggende medicin og kom faktisk ret hurtigt ned på 12 anfald om året - som netop følger min hormoncyklus. I starten havde jeg telefonen ved min side, hvorfra jeg kunne svare på mails osv. - dem i den anden ende kan ikke se at jeg faktisk ligger under min dyne, så det fungerede fint. Sidenhen har jeg også fundet ud af at det også fungerer ganske fint at svare når det værste er ovre - ud af de 72 timer er det kun en begrænset periode der er helt ulidelig. Men faktisk har jeg fundet ud af at noget af det der virker aller bedst på at blive helbredt er nærvær med børnene. Vi har en stor væg-til-væg seng og migrænetid er lig med kvantitetstid. Den yngste som stadig bliver ammet, synes det er skønt at kunne ligge og putte så meget hun vil. Og for alle børnene - store som små - er det også en fordel at mor ikke lige er igang med hint eller andet, men faktisk har tid og nærvær til at høre på både store og små udfordringer. Mange gange ser vi f.eks. også en film sammen og jeg husker faktisk fra min skoletid at der var venner som nogle gange havde en familie-pjækkedag. Jeg syntes de var enormt heldige, for det var tydeligt at det skabte et tæt bånd mellem forældre og børn at man valgte bevidst at prioritere familietid. 

Den dag idag er det derfor med ro i sindet at jeg går ind i en migræne. Første skridt er at konstatere hvilke ting der absolut ikke kan rykkes de næste 72 timer - hvis man evner virkelig at skære ind til benet, så er det ufatteligt få ting. Næste skridt er at informere børnene om at det er migrænetid. De kender det så godt nu, så de ved godt at nogle ting kan vente, såsom hvis man vil have hængt et billede op på væggen, mens andre ting netop kan bringes på bane, fordi der er tid til at dvæle ved eftertanken. 

Lige så frustreret som jeg var, dengang neurologen sagde han ikke kunne hjælpe mig, lige så glad er jeg idag for, at have disse stunder med børnene. 

Så til de der ikke lider af migræne vil jeg blot opfordre til at planlægge kvantitetstid - hvor der er meget tid, men lidt man skal. Forstået som et modtræk til kvalitetstid, hvor der ofte er lidt tid, men rigtig meget man skal.

Næste

uges

plan

finder

du

HER

I denne tid med storm og regn er det skønt at komme ind til varm te fra brændeovnen og nybagte pandekager, når man har været ude i haven og lege i legehuset. I selvforsynings-madplanen er lørdag pandekage-dag, så derfor kommer her en grundopskrift på pandekager.

Ingredienser

Mel

Vand

Fremgangsmåde

Første punkt er at veje hvor meget mel man har. Til 1 kg mel skal der bruges 18 dl vand. Hvis man bruger 1 kg mel er der pandekager nok til 7-8 personer. 

Mel og vand røres sammen så der ingen klumper er.

Dernæst er de klar til at blive stegt. Et tip, som også er pengebesparende er, at man kan få pandekagemaskiner, som har en belægning der gør, at man ikke behøver fedtstof til at stege dem i. 

For nylig købte vi ny maskine, fordi den anden simpelthen brændte sammen. Udover belægningen som betyder at man ikke skal bruge fedtstof, så er det også meget smart at man kan lave 6 pandekager af gangen - på den gamle kunne man kun lave 1.

- Og så er den grøn, den er som skabt til at passe til vores Trip Trap stole - lidt æstetisk kan man jo godt være, selvom man forsøger at leve sparsomt. 

Opskriften her, som alle andre opskrifter til Selvforsynings-madplanen, skal betragtes som en grundopskrift. Den kan bruges som den er, men kan også suppleres med det man nu lige har ved hånden. Det kan være salt, bagepulver, sukker, vanillesukker, kakaopulver, smags-essens osv. Jeg kigger som regel i køleskab, på hylder og i haven og hælder i, hvad der nu er (selvfølgelig med omtanke for størrelsesforholdet). I stedet for vand kan man selvfølgelig også bruge mælk o.lign. 

Velbekomme 

Næste

uges

plan

finder

du 

HER

Dagens blogindlæg har i virkeligheden længe ligget og modnet sig, for at blive klar til præsentation. Samstemmende for de forældre jeg løbende er i kontakt med er, at de ønsker at hjemmeundervise deres børn, fordi de føler, at deres barn i virkeligheden har et større potentiale, end hvad den ordinære skole sætter rammer for at kunne imødekomme. Meget ofte går overvejelserne på om de skal købe en KLAR-PARAT-SKOLESTART pakke eller om de bare skal tage barnet hjem og go-with-the-flow, for at sige det populært. I starten undrede jeg mig over hvad forskellen var, men jeg er blevet klar over, at overvejelserne ofte skyldes, at der er en misforstået opfattelse af, at det populære Unschooling er ensbetydende med at læring, bøger, forklaringer osv. er bandlyst. Men her glemmer man en vigtig - faktisk dén vigtigste - brik; nemlig barnet og barnets indre drivkraft for at udvikle sig.

Jeg tror at alle kan nikke genkendende til kan selv-vil selv alderen, som især bliver tydelig omkring 2-års alderen. I virkeligheden bærer vi alle rundt på den mentalitet, men jeg vil vove den påstand at den ofte bliver ødelagt af institutionaliseringen, hvor der simpelt ikke er tid til den enkelte. Men her er der faktisk ikke stor forskel på børn og voksne, det er i virkeligheden meget simpelt:

DU KAN IKKE FORVENTE AT FOLK TAGER ET ANSVAR, SOM DU IKKE GIVER DEM LOV TIL AT TAGE.

Det er lidt ligesom i erhvervslivet - de gode ledere er dem der formår at have tillid til sine medarbejdere og sige 'ja', fremfor at sige 'vi plejer'. Men det skaber også en sårbarhed, fordi pludselig bliver man afhængig af sine medmennesker, og det er virkelig angstprovokerende i den adskillelseskultur, som utilsigtet blev en konsekvens af kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet. 

Men for at komme tilbage til det med Unschooling og overvejelserne omkring hvordan man griber det an, så er der nogle børn som trives med at have en meget fast plan - måske især i starten, hvis de tidligere har været en del af den normative institutionalisering. De er kommet langt fra deres egen selvfølelse og kan nærmest virke helt apatiske, hvis man tager den skemalagte hverdag fra dem. Den indre drivkraft, dett selvstændige initiativ, kreativiteten og lysten til at lære er blevet afløst af et konstant pres om, at skulle passe ind i forudbestemte rammer og handlemønstre.

Det jeg ofte gør i den sammenhæng er, at lave en plan, hvor der er tid og tålmodighed til, at lade barnets erkendelse opstå. Ofte kan der være en uro og usikkerhed hos forældrene, fordi barnet ikke 'rykker sig' i starten, men det afløses af kæmpe glæde, den dag barnet pludselig for alvor knækker koden til læring. Både fordi barnet pludselig 'rykker sig' i forhold til læringen - men endnu mere fordi barnets selvstændige personlighed pludselig fremstår langt tydeligere end før. Nogle forældre har udtalt at de faktisk blev klar over, at de ikke for alvor kendte deres barn, dengang de bare løb rundt i hamsterhjulet og barnet var tilpasset normen. 

For andre, der måske har hjemmepasset barnet, eller hvor barnet på anden måde har haft forholdsvist frie rammer til at udvikle deres selvstændighed, kan en løsning også være at købe løbende sparrings-sessions via Skype, hvor vi i fællesskab finder frem til hvordan de optimale rammer for barnets selvstændige udvikling bliver skabt. Nogle laver selv en dagbog, som de så kan fremvise til den tilsynsførende, men mange ønsker hjælp til løbende udarbejdelse af dokumentationen, så de kan koncentrere sig om barnet og rammerne omkring barnet, mens jeg kan gå bagom læringen, og få sat ord på HVAD-HVORDAN-HVORFOR.

For at imødekomme dette behov har jeg nu lavet UNSCHOOLING-pakken, som indeholder 20 sparrings-sessions samt løbende udarbejdelse af dokumentation af undervisningen, så man med ro i sindet kan præsentere den tilsynsførende for, at man unscholler sit barn. Meget ofte er den tilsynsførende en ansat fra den lokale folkeskole og der kan derfor være en del for-forestillinger hos den tilsynsførende, som ikke stemmer overens med de gældende krav.

Eksempelvis er det meget overraskende for langt de fleste, at der ikke er et bestemt lovkrav om, hvad barnet skal kunne på et bestemt klassetrin. 

Kravet er blot at barnet løbende skal udvikle sig. Først ved afslutningen af 9. klasse forventes det, at barnet har opnået samme kompetencer som sine jævnaldrende. 

En god huskeregel i den sammenhæng er at:

Godt begyndt er halvt fuldendt

Det giver derfor god mening at tage sig den tid der skal til for, at barnet tager ansvar for egen læring, da det i sidste ende er den mentalitet der skal bære barnet videre i uddannelses-systemet. - Og i livet generelt.

Næste

uges

plan

finder

du

HER

De der benytter sig af ugeplanerne, vil nok bemærke at der på sin vis er sket et skift. Der er blevet indført en langt større selvstændighed og det giver pote.

Måske kan nogen huske at jeg indførte Læseguld-App'en, for 2. klasse, i starten af december. I første omgang benyttede 2. klasse sig af at prøve at huske ordene, men med lidt hjælp til at bruge tid på at lytte til bogstavslydene, forstod 2. klasse tilsyneladende brugen af App'en. Der gik ikke længe før vi købte Læseguld 1, men fremgangen var begrænset. Motivationen for at læse mangler simpelthen. 2. klasse er ikke et sted i sit liv nu, hvor læsning er et aktuelt behov. Og det er ikke særegent for børn at motivation er en afgørende faktor, det gælder for alle mennesker. 

Vi kom en dag til at snakke om at 2. klasse er den næste i rækken til at få sin egen telefon. Jeg sagde i den sammenhæng, at vi kunne aftale, at det bliver når læsning er sådan nogenlunde på plads, så kan 2. klasse nemlig skrive sms-beskeder med sine bedsteforældre, ligesom de ældre søskende også gør. Det er en god måde at træne både læsning og skrivning i et forum, hvor man ikke bliver hængt ud for at komme til at stave forkert. Jeg tænkte at nu ville der nok komme ekstra skub i læsningen, men lige lidt hjalp det.

Når man arbejder som pædagog (og for den sags skyld også lærer) så er det vigtigt at gøre sig bevidst om, hvad barnets nærmeste udviklingszone er. Det er et helt begreb i sig selv, i den pædagogisk verden, som jeg dog ikke vil holde en længere tale om her. Men den simple version er, at det handler om hvad næste skridt er - ikke hvad de næste 2 skridt er, men bare næste skridt. Set i den kontekst var det simpelthen det der blev problemet - der var for mange skridt hen til målet. 

For en uge siden indførte jeg så et belønningssystem, hvor 2. klasse får en pose æblechips, hver gang der er lavet en guldpokal i App'en. I løbet af de 2½ måned vi har brugt App'en er der ikke lavet én eneste guld-pokal. På den seneste uge, hvor belønningssystemet er indført, er der lavet 10 guldpokaler. Så kan man kalde det bestikkelse eller hvad man vil, men det virker. I denne sammenhæng helliger målet midlet. 

En sjov detalje er, at efter at have lavet de 10 guldpokaler kommer 2. klasse og siger:

"Mor, der er faktisk noget andet smart jeg også har bemærket ved den App"

Jeg bliver selvfølgelig nysgerrig og spørger hvad det er.

"Jeg lærer faktisk også bogstavernes lyde samtidig med at jeg laver guldpokaler"..........

Så kan jeg jo kigge på mit Mensa-bevis, som hænger på væggen på mit badeværelse, og føle at jeg er vældig klog. Men jeg må bare konstatere, at uanset at App'en hedder Læseguld og at jeg i starten gjorde meget ud af at forklare 2. klasse, at det var vigtigt også at lytte til bogstavslydene og ikke kun prøve at genkende ordene visuelt, så har det simpelthen været sort snak, når det kommer til essensen af at opfatte, at det faktisk handlede om at lære at læse.

Og her er virkelig en pointe man skal gøre sig klart når man underviser. Det ER IKKE og BLIVER IKKE barnet der er noget galt med, det ER den voksne, der med sin viden og formåen, må 'holde lommelygten' og sørge for at lyse på den vej, der rent faktisk er farbar.