Først et par tørre facts:

  • Jeg var barn i 80'erne og teenager i 90'erne.
  • Jeg har været gift 2 gange og har deraf 6 børn; født i 2003, 2005, 2007, 2010, 2014, 2016.
  • Børnene og jeg bor på en af de danske små-ø'er.

... og så til forklaringen på hvorfor vi bor her:

I mit første ægteskab levede jeg på mange måder et ganske normativt familie-liv - med det minus, som ofte følger med; alt for meget arbejde, alt for lidt tid med børnene og min mand. Jeg elskede mit arbejde som pædagog, men havde en kæmpe klump i maven hver gang jeg gik på arbejde. Og hver gang et barn græd og jeg skulle trøste, tænkte jeg på mine egne børn, som måtte trøstes af en anden, hvis de græd. Da jeg ventede mit fjerde barn var min daværende mand og jeg gledet så meget fra hinanden at det eneste rigtige i vores situation var at blive skilt. Min barselsorlov blev på mange måder vendepunktet til det liv vi lever nu. I et år var det bare mig og børnene og det føltes helt ubærligt at skulle vende tilbage til et liv, hvor jeg kun sagde godmorgen og godnat til børnene (udover selvfølgelig weekenderne). Hele min sjæl og de værdier jeg står for, kæmpede en indre kamp for at komme til sin ret, indenfor de givne rammer. Jeg havde i den grad brug for at trække stikket ud. Som sagt så gjort; Jeg bestilte på forhånd en Christianiacykel med plads til fire børn og rejste så med tog fra Østjylland til København med børnene. Der hentede vi Christianiacyklen og med børn og bagage i cyklen gik turen hjemover - til Østjylland. Jeg ved ikke om det var den indre kamp der bar mig afsted, men første dag cyklede jeg til udkanten af Roskilde. På vejen derhen - op af en meget stejl og meget lang bakke - mødte jeg tre voksne mænd på hver deres sportscykler, de var på vej ned af bakken og de var vist på vej hjem for trætte så de ud: "Respekt" råbte de og kiggede efter mig, som stædigt blev siddende i sadlen og cyklede op af bakken. Jeg tænkte ved mig selv at jeg kunne vel dårligt sige det samme tilbage. Da vi holdt spisepause, i kanten af en mark, spurgte børnene hvorfor mændene havde råbt det. Jeg vidste faktisk ikke helt hvordan jeg skulle forklare dem det - men det gik op for mig selv, at det bedste svar nok var, at deres mor vist bare ikke er helt som de fleste. Og i forlængelse af det var det nok mest af alt det jeg selv skulle erkende og acceptere. Den nat overnattede vi på en naturlejrplads med udsigt over en sø. Der var fyldt med myg og de stak så man kunne mærke det. Men børnene var godt pakket ind i soveposer, så de faldt hurtigt i søvn. Den aften, med børnene omkring mig, omringet af myg, havde jeg det bedre end jeg nok i virkeligheden havde haft det meget, meget længe. Og det stod soleklart for mig, at når vi kom hjem, så skulle der ske noget helt andet...

Derfor bor vi her nu.

...og så til min baggrund:

  • I 2010 blev jeg færdiguddannet professionsbachelor som pædagog fra VIA University College, med speciale i børn og unge.
    • Med pædagoguddannelsen i rygsækken har jeg fået erfaring og viden omkring hvad der skaber udvikling. Første skridt er altid, at finde ud af hvor den enkelte er, set i forhold til det ønskede mål. Med den viden kan man skabe de rammer, der gør det muligt for den enkelte at tage næste skridt. Der er to måder man kan anskue elev og læring på:
      • eleven, som en tom vase, hvor man sætter blomster (læring) i.
      • eleven, som et frø, der med de rette betingelser, kan blomstre på sin særegne måde.
        • det er min klare opfattelse, at vi alle kommer her til verden, hver med vores frø, der venter på at få lov til at spire.
  • I 2017 blev jeg færdiguddannet cand.pæd. i pædagogisk filosofi fra Aarhus Universitet.
    • Kandidatuddannelsen indenfor pædagogisk filosofi beskæftiger sig især med forholdet mellem individ og system, set i forhold til opdragelse, dannelse og læring. Med denne uddannelse i rygsækken bliver opfattelsen af, at den enkelte kommer med sit eget frø, som blot venter på at spire, til mere end blot en påstand eller et standpunkt. Gennem den teoretiske viden jeg har tilegnet mig i forbindelse med uddannelsen, er det muligt for mig at skelne mellem:
      • hvornår det bliver samfundet der skaber borgeren.
      • hvornår det er borgeren der skaber det kommende samfund.
        • Jeg tror på, at hvis man ønsker innovation, og ønsker at den enkelte skal få lov til at udleve sit fulde potentiale, så skal man vælge den vej, hvor det er borgeren der skaber det kommende samfund. 
  • I 2012 blev jeg optaget i Mensa, som er en verdensomspændende forening for mennesker, som har en intelligenskvotient (IQ) blandt de øverste 2% af den samlede befolkning.