Næste
uges
plan
finder
du
Idag har jeg været ude og samle en skål blade fra Sankthansurt. De kan bruges på samme måde som grøn peberfrugt og har også lidt samme konsistens. De har dog et bitterstof i sig, som forsvinder hvis man lægger dem i blød i koldt vand. Prøv dem ovenpå en ostemad eller måske som pizzafyld.
Næste
uges
plan
finder
du
Idag skal det handle om tillid, fordi jeg synes det er vigtigt. For de af jer der har læst de fleste blogindlæg, og ikke kender mig udover det, så er der en del ting der er usagte. Helt ind til kernen af hvad den her blog handler om og startede som, så handler det om moderskab. Da jeg flyttede her til for snart 8 år siden var det en dag i august. Generelt en ganske fin sommer. Jeg flyttede fra en lejlighed med en lille have, som jeg havde delt med min eksmand og til dette betydeligt større hus. På daværende tidspunkt havde jeg 'kun' 4 børn, som var 1, 3½, 6 og 8 år. Jeg har altid samsovet med mine børn, så første nat her, var vi selvfølgelig også alle i samme soveværelse. De 3 yngste faldt hurtigt i søvn, men den ældste var længere tid vågen. Den aften og nat kom det sjældne vejrfænomen, som jeg hverken før eller siden har oplevet; kornmod. Himlen lyste op og blev mørk igen. Det lille kirsebærtræ, som står ved vores terrasse og nu er så højt at man kan sidde på altanen og plukke kirsebær (I know - jeg har ikke noget at klage over😀) blev rusket så meget af vinden, at det nærmest så ud som om det blev drejet rundt om sig selv igen og igen. Vores dejlige æbletræ væltede, men heldigvis reddede jeg det, ved at fylde hullet fra roden op med jord, og nu vokser det liggende, til evigt minde om at her på gården kan vi muligvis blive slået omkuld nu og da, men vi bliver aldrig slået helt ud. Vi tager i værste fald bare en anden og uventet vej.
Den ældste af børnene som ikke sov blev selvfølgelig bange og spurgte: "Blæser huset væk, mor?"
Her stod jeg, alene med mine 4 børn, på en lille ø jeg havde besøgt et par dage i sommerferien og ellers i øvrigt lige var ankommet til samme dag. På en gård langt ude på landet, som jeg først lige var flyttet ind i. Jeg havde taget en kontroversiel beslutning om at ændre vores liv, og jeg havde bestemt hørt på kritiske røster, og ærligt kunne jeg da heller ikke spå om hvad der ventede os dette nye sted. Så i et forsøg på at virke som moren der har styr på det hele, svarede jeg: "Huset blæser ikke væk" og fortsatte så med en vis usikkerhed inde i mig selv: "der sker ikke noget, bare læg dig til at sove". Og hun faldt da også i søvn til sidst, det havde jo trods alt været en lang dag, som var startet et helt andet sted i Danmark. Et sted hvor vi bare ringede efter en vicevært hvis et dørhåndtag skulle spændes, et sted hvor der kom en tekniker og gav os en ny vaskemaskine, når den gamle gik i stykker, et sted hvor jeg blot skulle benytte nummeret i mit falck-abonnement, for at blive kørt til lægevagten med et sygt barn, uanset om der var lidt eller meget galt - eller om det blot handlede om en bekymring. Og vi blev sågar kørt hjem igen, når vi var færdige.
I dette vejr, alene i min stue, med mine 4 børn sovende i soveværelset, gik jeg hen til terrassedøren, kiggede op mod himlen og hviskede: "Hvorfor gør du det her Gud, hvad er det du vil fortælle mig?"
En lille indskudt bemærkning er at jeg har gået i søndagsskole som barn, så Gud er i min verden altid med mig, det er kommet ind med modermælken.
Men tilbage til den dag, hvor jeg stod der i min stue og afkrævede et svar fra Gud. Et svar på hvorfor vi skulle have denne modtagelse dette nye sted, hvor alt bare skulle være godt og intet drama. Et sted i min bevidsthed tror jeg at Gud svarede at det ikke var det sidste stormvejr jeg ville møde her, så hvis jeg havde tænkt mig at give op, så kunne jeg lige så godt gøre det nu. Men i stedet for at give op, besluttede jeg mig for at finde den indre klippe frem, som muligvis godt kan opleve små tab, som skrænten på billedet, men aldrig bliver rykket helt i sin grundvold. Og det var klogt, for ellers var jeg blæst væk for længst...
Og hvad har det så med tillid at gøre tænker du måske?
Det kommer jeg til nu. De mange stormvejr jeg har oplevet her, er kommet mange forskellige steder fra. Én af dem vil jeg fortælle om nu.
Da jeg blev skilt første gang rykkede det alvorligt ved min grundvold. Alt var absolut ikke perfekt og jeg havde heller ikke haft nogen forventning til at livet i al sin almindelighed ville være perfekt eller ukompliceret. Men jeg havde haft en tro på at udfordringer skal løses - og i et ægteskab må det gøres sammen. Jeg havde absolut en uforstående tilgang til folk der blev skilt - så undskyld til de jeg evt. har fornærmet dengang. Men jeg kom til et punkt, hvor det svigt jeg oplevede og den manglende enten evne eller vilje til at tage ansvar, som min eksmand viste, gjorde at der ikke var nogen vej udenom.
Men det kastede mig også ud i en redefinition af hvem jeg var og hvilken familie vi var - og var vi overhovedet en familie, når nu der 'manglede' en far/ægtemand. Men det var selvfølgelig forventeligt, for når man tager skelsættende beslutninger opstår der nødvendigvis et behov for redefinition. Det der til gengæld kom helt bag på mig, var de reaktioner jeg modtog fra folk - både folk der var tæt på mig og folk der kendte mig mere perifert - men også vildt fremmede der da lige syntes de ville give deres besyv med. Uden at folk tilsyneladende reflekterede over, at jeg i mit ægteskab selvfølgelig havde været loyal overfor min ægtemand og ikke havde hængt vores udfordringer ud til offentlig skue, men havde haft en forestilling om at det var noget vi i fællesskab skulle løse, udøsede de deres 'klogskab' over mig. I bund og grund var det jo faktisk min skyld at han ikke havde taget ansvar, mente man...
Bare så jeg lige forstår det rigtigt, så skal det altså forstås sådan at når vi havde aftalt at han skulle lave aftensmad, fordi jeg kom senest hjem, og han så ikke havde gjort det, så skulle jeg have undladt at lave aftensmad, så børnene skulle være gået i seng uden mad...!!! eller hvad er pointen??? jeg er ikke helt med...
Utroligt, men den slags udtalelser var folk ikke blege for at øse ud over mig. Jeg havde taget så meget ansvar at han ikke kunne komme til at tage ansvar.
Nuvel, det er nu 9 år siden at vi blev skilt, og man kan jo sige at så havde han da i hvert fald mulighed for at tage ansvar, nu var jeg der jo ikke til at stå i vejen, når han havde samvær med børnene. Men de år har været præget af utallige svigt. Jeg har forsøgt fra start at råbe på fornuft, men er blevet mødt af fordomme om at mødre altid prøver at gøre livet surt for fædre... nå men tak for den generalisering.😋 Og her snakker jeg altså ikke om privatpersoner, jeg snakker om statsforvaltningen o. lign. Henover årene, da der begynder at tegne sig et billede af svigt på svigt fra hans side, ændrer man så pludselig forklaring;
Problemet ligger stadig ved mig, da det jo er mig der har valgt at gifte mig med ham og få børn med ham??? Det er en pudsig udtalelse, da man jo som udgangspunkt som samfund tildeler en ægtemand halvdelen af forældremyndigheden pr. automatik.
Kan nogen mon opklare for mig, om der med en forældremyndighed ikke også følger et ansvar?
JA, jeg har valgt at gifte mig med ham og få børn med ham.
Ligesom han har valgt at gifte sig med mig og få børn med mig.
Men det er vel i bund og grund ikke dét, der er essensen.
VI har begge to valgt at få børn, og må da forventes BEGGE TO at tage et ansvar for det.
Men den holdning er tilsyneladende ikke den, jeg bliver mødt med fra offentlige instanser som f.eks. statsforvaltningen. Der er det mig der har handlet forkert i at gifte mig med ham og få børn med ham.
Så hvad er fejlen spørger jeg:
Der må jeg absolut sige NEJ, i min optik er det ikke en fejl.
Hvor er vi henne, hvis vi:
JA, jeg anerkender at i bagklogskabens klare lys så tænker jeg selvfølgelig; 'hvorfor så jeg det ikke'. Men jeg synes ikke det er dét der er væsentligt. Det væsentlige og afgørende er at:
DA JEG BLEV KLAR OVER
Så HANDLEDE jeg på det og valgte at blive skilt.
Er det forkert?
Næste
uges
plan
finder
du
Denne uge startede sommeren sådan officielt på Tunø, kan jeg lige så godt afsløre. Torsdag aften tog jeg årets første aftendukkert - og det var Skøøøøønt.
Når man er sammen med sin familie 24/7 så er det uundgåeligt at der opstår konflikter. Jeg ser det dog som en naturlig del af børnenes opvækst, at de lærer sociale spilleregler gennem at få hjælp til at løse konflikter og acceptere kompromis'er. I den sammenhæng synes jeg helt klart det er en gave at de er 6 søskende, når nu øen her er så lille at de stort set udgør halvdelen af øens børn. Men engang imellem kan det også være godt lige at kunne skabe et frirum, som f.eks. når vi tager til stranden. Sidste sommer var jo simpelthen helt formidabel på det punkt. Hver eneste dag sluttede vi af med at bruge de sidste par timer af dagen på stranden, mens solen gik ned i horisonten. Så det var med stor glæde at vi endnu engang kunne tage hul på badesæsonen i torsdags. Generelt er det bare sådan i Danmark at der ikke er dårligt vejr, det handler om den rette påklædning. Så iført badedragt, termokedeldragt, sandaler og solbriller og et håndklæde om halsen tog vi afsted til stranden.
- Vi så da virkelig smarte ud.😀
Jeg tænkte hjemmefra at jeg da ikke skulle i vandet, men det var simpelthen alt for fristende da vi kom ned og så det helt spejlblanke vand. Fredag var vi ved stranden igen, selvom det regnede lidt og det var højvande tog jeg alligevel en dukkert endnu engang. Det er en af de hverdagsglæder som giver overskud, fordi det er et lille frirum.
Man kan måske undres over at jeg taler om frirum når jeg hjemmeskoler børnene, for det lyder måske som én lang ferie. Men sådan er det ikke helt. For der følger et stort ansvar med. En vigtig egenskab er at være omstillingsparat. På langt de fleste arbejdspladser er der en nogenlunde gennemskuelig dagsorden, som er til at forudse. Men i en husholdning med 1 voksen, 5 børn + et efterskolebarn, som af og til ringer og har brug for hint eller andet, så er det ikke altid til at forudse, hvilken dag man er stået op til.
Og der er altid noget at lave, det kan jeg godt afsløre, uden at det nok kommer bag på nogen. Derfor er det vigtigt også at give mig selv et frirum engang imellem, for der er ikke nogen anden voksen der lige har lavet min morgenkaffe, sat en omgang vasketøj over, slået græsplænen, tømt septiktanken osv. Så egenomsorg er blevet en vigtig værdi. Jeg har lært at man faktisk godt kan slappe af, selvom der er vasketøj i vasketøjskurven. Og jeg tror på det er vigtigt at børnene ikke oplever mig som perfekt og fejlfri. Jeg gør meget ud af at fortælle dem at selvom jeg er mor, så er jeg også et menneske. Det var ikke en tanke jeg selv havde gjort mig, før jeg tog beslutningen om at trække stikke ud og flytte her til øen. Dengang kunne jeg ikke slappe af hvis der var vasketøj i vasketøjskurven og jeg syntes det gjorde mig til et dårligere menneske, hvis jeg ikke var aktiv hele tiden.
Nu har jeg fundet værdien i faktisk at forholde mig passiv engang imellem, så børnene oplever at jeg reelt har tid til at høre på dem, ikke kun når der er presserende ting at fortælle, men bare helt almindelig smalltalk. På sådan en tur til stranden lærer jeg enormt meget om hvem de er hver især og hvilke tanker de går og gør sig i det daglige. Og meget ofte er de små ting de fortæller om, ting som åbner op for en snak om samfundsnormer, etik, moral og andre relevante emner, som jeg mener er vigtige at have en løbende snak omkring, hvis man ønsker at ens barn skal blive et reflekteret menneske, som tager bevidste, overvejede valg.
Næste
uges
plan
finder
du
Måske er der nogle af jer læsere, som husker at jeg for noget tid siden skrev om det at bruge stofbleer til sine børn, i stedet for engangsbleer. Det fik mig til at huske de skønneste ULD(ble)BUKSER, som jeg lavede til min datter dengang. Når man bruger stofbleer, sådan på den helt gammeldags facon, som jeg gjorde, så er det obligatorisk at barnet har en ULD(ble)BUKS udover stofbleen. Ulden kan for det første suge enorme mængder væske, uden at føles våd. Derudover er ULD(ble)BUKSER lavet af lanolin-uldgarn. Lanolin er det der hjælper fåret med at holde sin pels ren. Når lanolin kommer i kontakt med væske forsæber det og eventuel urinlugt fra ULD(ble)BUKSERNE forsvinder.
Hele dette naturens mirakel fik mig til at tænke på hvordan menneskeheden nogle gange går over åen efter vand. På min bedstemors tid, hvor stofbleer og ULD(ble)BUKSER var obligatoriske, havde man ikke vaskemaskiner. Men strengt taget har man nok heller aldrig haft så meget brug for vaskemaskiner som idag, hvor de fleste går i tøj, der er lavet af kunstigt fremstillede fibre. Og så er der også al den forurening man hver dag udsættes for, når man drager afsted til arbejde. For ikke i det hele taget at tale om standarden for tøjet. Her hvor jeg bor kan jeg sagtens finde på at gå til købmand i overalls og en islændersweater med hul på ærmet, men jeg er godt klar over at det outfit ikke er passende, så snart jeg skal på den anden side af Kattegat.
Svaret på spørgsmålet, som jeg stillede for noget tid siden, må være:
Én uafhængighed bringer en anden afhængighed med sig.
Så i sidste ende er det et spørgsmål om valg. Der er ikke én endegyldig sandhed for det gode liv, det afhænger af hvad man selv finder meningsfuldt og værdifuldt.
Men hvis du er blevet helt forgabt i ULD(ble)BUKSERNE på billedet, så kan de bestilles HER
Næste
uges
plan
finder
du
Da jeg i sin tid blev mor for første gang, vidste jeg ikke at jeg ville ende med at hjemmepasse og hjemmeundervise. Men hjemmepasningen sneg sig langsomt ind på mig, i takt med at min datter blev ældre. Selvfølgelig skulle jeg høre på en masse fordomme omkring blandt andet manglende sociale kompetencer, men nu, hvor den førstefødte snart er færdig med 9. klasse på efterskole, er det en glæde, at det første hendes kontaktlærer sagde var, at hun er utroligt god til at begå sig socialt og bare hvile i at være sig selv. Og selvfølgelig er hun det, hun er vokset op med 5 mindre søskende. Man kan ikke bare gå hjem eller lege med nogle andre, de er der 24-7 og man bliver nødt til at lære at omgås hinanden og gå på kompromis for fællesskabets skyld.
På samme måde som hjemmepasningen giver hjemmeundervisningen også anledning til en masse fordomme. Og generelt om samfundet må man sige, at de der af den ene eller anden grund ikke lever efter normen, er nærmest tvunget til at skulle lægge ører til andres meninger. Det er som om at princippet med at stikke fingeren i jorden ikke gælder, når det handler om at udtale sig om ikke-normative livsformer. I mange andre forhold i livet og samfundet er det almindelig god kotyme, at holde sig ydmyg og repektfuld overfor situationer man reelt set ikke har nogen valid baggrund for at udtale sig om.
Der kan være mange grunde til at folk vælger hjemmeundervisning, men ét uundgåeligt fællestræk er ansvar. Når man vælger at hjemmepasse og hjemmeundervise følger der også et ansvar med. Jeg forstår og repekterer de som ønsker en anden vej i deres liv. Jeg tror absolut ikke at hjemmepasning og hjemmeundervisning er løsningen for alle.
Jeg husker flere situationer fra mine børns tid på den lokale skole, hvor de kom hjem med lektier de ikke forstod. Jeg måtte så guide dem til opgaveløsningen, men flere gange skete det at forvirringen blot blev større, fordi jeg kom med en anden forklaring, end den de kunne huske at læreren havde givet. Jeg havde ganske simpelt ikke et indgående kendskab til deres faglige niveau, aktuelle udviklingspotentiale og læringsfacon.
Og jeg var ikke den eneste. Da jeg i sin tid valgte at hjemmeundervise børnene startede det selvfølgelig den forventelige lavine af fordomme. Deraf var der blandt andet én, som på et tidspunkt ville gøre sig klog på, om nu børnene også lærte noget. Daværende 1. klasse har altid været god til matematik og var på det tidspunkt igang med at lave skriftlig regning med tusinder. Vedkommende spørger så: 'hvad er 2+2'. Daværende 1. klasse fortalte mig om episoden fuld af forundring, jeg svarede: 'hvis vedkommende skal kunne tjekke om du lærer noget, er det selvfølgelig vigtigt at vedkommende selv kender resultatet på regnestykket, så spørgsmålet relaterer sig nok til spørgerens eget niveau i matematik, den slags må du, som er så god til matematik, bære over med'. Daværende 1. klasse syntes det lød fornuftigt og accepterede svaret. Jeg fandt det unødvendigt at skulle fortælle daværende 1. klasse om den mere komplicerede forklaring omkring fordomme og sociale spilleregler - i kraft af at det i dagens samfund er tilladt at gøre sig klog på ikke-normative livsformer, uden at have valid viden at relatere sig til.
Men for at komme tilbage til det med ansvaret, så er det på nuværende tidspunkt - efter snart 5 år med hjemmeskoleliv, helt naturligt at putte læring ind i hverdagen, uden at jeg faktisk altid tænker over det selv. Det skyldes netop at jeg har så indgående et kendskab til hver enkelts faglige styrker og svagheder, måder at lære på og aktuelle faglige niveau. Forleden var 2. klasse og 5. klasse ved købmanden og havde fået en indkøbsliste med. På den stod der blandt andet 500 ml. piskefløde. Da jeg skrev sedlen vidste jeg udemærket at der ikke står 500 ml. på piskefløden men 1/2 liter. 5. klasse har blandt andet arbejdet med brøker på det seneste og jeg tænkte derfor, det var relevant at få tydeliggjort brøkregningens anvendelse i almindelig livsførelse. 5. klasse ringede og spurgte; "Er det 1,4 (1/4) eller 1,2 (1/2) liter vi skal have?". Hvortil jeg selvfølgelig ikke svarede det simple korte svar; 1,2 (1/2) liter, men kom med en længere forklaring om at det ikke er 1,4 og 1,2, der står på kartonerne, men er 1/4 og 1/2, som er brøker, selvom stregen er skrå, hvor den i matematiske sammenhænge ofte er vandret. Jeg forklarede videre at brøker også kan betragtes som et divisionsstykke og at man derfor ved at lave regnestykket 1:4 og 1:2 kan omregne brøkerne til decimaltal. De vil så i første omgang blive til decimaltal i liter og for at omregne dem til milliliter skal man så gange med 1000, da der er 1000 milliliter på 1 liter. Da 5. klasse og 2. klasse stod alene i købmanden var det selvfølgelig vigtigt at de ikke endte i total frustration og der var det netop mit indgående kendskab til det faglige niveau osv. som gjorde, at jeg vidste at 5. klasse ville kun håndtere svaret.
Denne form for læring er netop den som mange unschoolere benytter sig af. Og jeg tror at man behøver langt færre af den salgs seancer for at læringsstoffet fæster sig i hukommelsen, sammenlignet med ordinære matematiklektioner i eksempelvis brøkregning.