Minder
Næste
uges
plan
findes
Denne påskesøndag startede selvfølgelig med, at børnene sprang ud af sengen og løb ud i haven for at finde påskeæg. Små ting, med minimal forberedelse, som på den lange bane tegner et barndomsminde. Gentagelsen hvert eneste år skaber refleksioner tilbage i tiden. Ikke kun for børnene, men også for mig selv. Engang skulle hele denne korte seance udgøre et helt værdigrundlag for en 'god' barndom - hvad end det så er.
I det store billede tænker jeg at jeg altid har været, sådan som jeg er nu - nærværende og på børnenes præmisser. Hvis jeg tænker tilbage på dengang jeg første gang blev mor, var det også sådan. Jeg havde barselsorlov fra Arkitektskolen og tænkte at ét års barsel var laaaang tid og at mine bekymringer om at skulle give mit barn fra mig, til velmenende pædagoger, hang sammen med at hun som spæd ikke var parat til det - men at hun som 1-årig ville være helt klar til det.
Jeg havde selv arbejdet i den lokale vuggestue som rengøringshjælp om morgenen, ved siden af mit arkitektstudie, og det blev hurtigt til at jeg hjalp ved morgenbordet, når børnene kom, for at der lige var et par ekstra hænder. Jeg husker mange små gode minder - de små sjove oplevelser som børn bringer med sig. Men der er også minder, som får mig til at undre mig over, hvordan jeg kunne være så overbevist om, at min datter ville være klar til institutionsliv som 1-årig.
Jeg husker en pige som hver eneste dag blev afleveret som én af de første. Hendes mor kørte hende i bil til institutionen og cyklede så 20 kilometer til sit arbejde. Super sej mor, sådan en mor ville jeg også være, som bare havde overskud til det hele. Dengang så jeg slet ikke situationen fra barnets perspektiv. Hver eneste morgen var pigen så træt at man skulle være fremme i skoene, for at nå at redde hende, før hun faldt i søvn med hovedet ned i sin havregrød. Og nej - det er ikke en overdrivelse. Flere dage lykkedes det ikke at fjerne tallerkenen og gribe hendes hoved i tide, hun faldt vitterligt i søvn med hovedet i sin havregrød...
Men sådan var det vel bare at være barn - til hendes konfirmation er det sikkert blevet en sjov historie.
Det, som ingen havde fortalt mig og som heller ikke stod i de mange bøger jeg læste, mens jeg var gravid, var at barnet har sin egen oplevelse af verden - at barnet er et selvstændigt individ lige fra fødslen. Så det kom bag på mig at jeg ikke var parat til at give ansvaret for mit barn fra mig, da hun var 1 år. Men det betød at da jeg startede på arkitektskolen igen havde jeg min datter med til forelæsninger. Det blev taget pænt imod, for folk gik selvfølgelig ud fra, at jeg ikke havde fået en institutionsplads til hende endnu og at der derfor var tale om en undtagelsestilstand. Hun var, og er, et meget tænksomt barn og lavede ikke den store støj, så i virkeligheden generede det ikke nogen. Men jeg kunne godt se princippet i at samfunds-strukturen ikke lige var gearet til det - og jeg begyndte også ret hurtigt at blive klar over, at et liv som arkitekt, ikke var det jeg ønskede, hvis jeg samtidig skulle være en nærværende mor.
Så jeg fortsatte som rengøringshjælp i vuggestuen og begyndte også at gøre rent i børnehaven. Min daværende mand og jeg skiftedes til at passe hende. Jeg tog til baby-yoga, baby-svømning osv. for jeg syntes det var vigtigt at hun kom ud blandt andre mennesker. Vi gik også i den lokale legestue, hvor jeg fik et godt netværk af forældre i lokalområdet, som også passede deres børn hjemme.
På et tidspunkt blev jeg så spurgt af nogle af de andre forældre om ikke jeg havde lyst til at starte som privat dagplejer. Det var en oplagt løsning, så jeg sagde ja. Men vi boede på daværende tidspunkt i en toværelses lejlighed på 2. sal og jeg syntes ikke det var hensigtsmæssigt at være dagplejer der. Men heldigvis var der ved at blive bygget nogle nye rækkehuse lidt længere henne i byen, så der flyttede vi hen. Og lige dér - mens alting udefra set var perfekt - startede hamsterhjulet.
Huslejen var selvfølgelig tårnhøj, både fordi det var nybygget, men også fordi det var et privat boligselskab. Så jeg fortsatte mine rengøringsjobs ved siden af dagplejen. Samtidig ventede jeg mit barn nummer to. Min daværende svigermor foreslog flere gange om jeg ikke skulle være pædagog. Men jeg havde ikke lyst til at uddanne mig til at se børn falde i søvn i deres havregrød og jeg ønskede desuden ikke at være så mange timer væk fra mine børn, som et studie ville kræve. Men så en dag ringede hun igen og havde nu fundet ud af, at man i nærheden af deres sommerhus, kunne uddanne sig til pædagog på en langdistance-uddannelse. Det var især tiltænkt folk der f.eks. allerede arbejdede i institution som pædagogmedhjælper og som af økonomiske årsager ikke havde mulighed for at sige sit job op, for at blive studerende. Chancen var for god til at lade gå, så jeg bed på. Så med en 10 dage gammel baby på armen mødte jeg op på pædagog-studiet (heldigvis kun 2 dage om måneden). Prisen var så selvfølgelig at alle lærebøger skulle læses af de studerende selv. Der var ikke tid og rum til at en lærer kunne stå og referere og på anden vis præsentere den nødvendige viden for de studerende.
Samtidig begyndte jeg at tænke over hvilken skole min datter skulle gå på. I den sammenhæng blev jeg klar over at den lokale skole havde et absolut dårligt ry. Alternativet var at vores datter skulle gå i skole i Århus Midtby - der er gode privatskoler at vælge imellem, men jeg var ikke vild med storby-tanken. Og det var også en potentiel mulighed at hun ville skulle rejse alene med offentligt transport i en tidlig alder. Sammenholdt med den høje husleje blev det oplagt at finde en anden løsning.
Op til at jeg skulle starte i min første praktik, i forbindelse med pædagog-uddannelsen, fik vi en 4-værelses lejlighed med have til. Haven grænsede op til en græsplæne med legeplads. Og hele området var forbundet af stisystemer, som på 10 minutters gang, førte til en privatskole med tilhørende institution - i øvrigt den institution hvor jeg skulle i praktik. Det lyder godt og det var jo heller ikke sådan at vi købte en ferrari og brugte vores weekender på spa-ophold for to. Vi forsøgte så godt vi kunne, indenfor de normative rammer, at skabe en nærværende hverdag med børn.
Min daværende mand havde fået et natarbejde, så mens jeg var i praktik om dagen, passede han børnene. Jeg havde været oppe i privatskolens børnehave på besøg med min ældste datter, og det var helt sikkert et godt sted - det bedste sted i hele Danmark, med den mest fantastiske og nærværende pædagog - men jeg var ikke klar til at give ansvaret for mit barn fra mig. Vores yngste datter var 6 måneder gammel da jeg startede i praktik. Faktisk den alder hvor man har krav på at få sit barn passet. Men jeg løb op til institutionen, når jeg skulle i praktik, og løb hjem igen. Selvom det kun tog 10 minutter at gå. Én dag ringede en klokke, som jeg reagerede på: Jeg kom ind i lejligheden, der var fred og idyl. Vores yngste datter lå på maven på gulvet og legede med et stykke legetøj - helt alderssvarende og godt at hun lå på maven og trænede sin nakke og muskulatur. Nu var jeg nok den seje overskudsmor, som jeg tidligere havde beundret, fordi hun både kunne være mor til 3 og samtidig cykle frem og tilbage til arbejde hver dag - sammenlagt en tur på 40 kilometer. Jeg gik hen til min datter og lagde mig på gulvet foran hende. Hun løftede sit hoved op, kiggede et øjeblik på mig og brød så ud i gråd. En gråd jeg instinktivt oplevede kom et sted indefra. En gråd der ikke havde været relevant at komme ud med, på det tidspunkt hvor jeg alligevel ikke havde kunnet høre hende. Noget måtte gøres. Jeg snakkede med min daværende mand om hvad vi kunne gøre, for at gøre vilkårene endnu bedre for vores børn. Han sagde at det også var hårdt at arbejde om natten og skulle passe 2 små børn om dagen, så vi valgte at ansætte en ung pige i huset, måske et par ekstra hænder var det der skulle til.
Historien kunne fortsætte - men essensen er allerede kommet frem;
Vi lagde til i stedet for at trække fra. Hver gang vi fornemmede at vi kunne gøre det bedre, lagde vi til. En bedre bolig, en bedre uddannelse, en bedre skole, ekstra hænder osv. Ikke en eneste gang overvejede vi at trække fra. Det var før finanskrisen og vi var omgivet af et samfund, hvor det bare gjaldt om at rage til sig i hurtigst muligt tempo, og hvor det ansås for lavstatus og nærmest pinligt at vi tillagde det en positiv værdi, at det var billigere at bruge stofbleer. Vi var fanget i hamsterhjulet. Først da jeg blev skilt vågnede jeg for alvor op. Jeg var klar over at jeg tog en kontroversiel beslutning ved at træde ud af hamsterhjulet og var også beredt på at passe mig selv og holde min mund - for det skulle jo nødig smitte. Men ret hurtigt var der journalister som blev interesserede i mit valg. Og det blev både til artikler og fjernsynsprogram. Jeg spurgte den første journalist hvilken relevans det havde for hendes læsere, at læse om mig og mit valg. Hun sagde at det var sådan en historie folk godt kunne lide at læse når de drak deres søndagskaffe. Nuvel, så var man altså blevet søndagsunderholdning. Og det viste sig at det ikke var en enlig svale eller en døgnflue. Selv nu efter 7 - snart 8 - år, er der stadig interesse omkring mine valg. Jeg anerkender at de sidenhen er blevet mere kontroversielle, f.eks. i kraft af hjemmeundervisning, men jeg forstår også at minder ikke skabes af det ydre men af det indre. Og jeg må også have respekt for at mine børn skal kunne danne deres egen oplevelse af deres barndom, fremfor at læse om den i avisen osv. Derfor sagde jeg også for nylig nej til endnu et interview omkring mine valg.
Man må forstå at det der skaber deres barndomsminder er ikke billedet af at leve udenfor normen. - Den abstraktion findes ikke i et barns verden, men kommer først langt senere. Og hvis de på daværende tidspunkt skal kunne forstå mine valg, må jeg også være ægte i at være tilstede i de rammer jeg har skabt. F.eks. har børnene to dage i træk villet sove i vores camplet - med den hyggelige lyskæde, som ses på dagens billede. Begge dage er vi endt med at gå ind igen, fordi der var mærkelige lyde (fasaner osv.) de ikke var vant til. Men den time eller to, hvor vi var i campletten og småsnakkede og legede at vi var langt væk på ferie, er dét der berettiger livet og rammerne her. Og som skaber det barndomsminde der begrunder mit valg. At de så finder påskeæg i haven er netop for at give dem en normativ ramme at kunne referere til i forhold til andre børn. Så det ikke kun er en barndom på trods.