Unschooling
Næste
uges
plan
finder
du
Dagens blogindlæg har i virkeligheden længe ligget og modnet sig, for at blive klar til præsentation. Samstemmende for de forældre jeg løbende er i kontakt med er, at de ønsker at hjemmeundervise deres børn, fordi de føler, at deres barn i virkeligheden har et større potentiale, end hvad den ordinære skole sætter rammer for at kunne imødekomme. Meget ofte går overvejelserne på om de skal købe en KLAR-PARAT-SKOLESTART pakke eller om de bare skal tage barnet hjem og go-with-the-flow, for at sige det populært. I starten undrede jeg mig over hvad forskellen var, men jeg er blevet klar over, at overvejelserne ofte skyldes, at der er en misforstået opfattelse af, at det populære Unschooling er ensbetydende med at læring, bøger, forklaringer osv. er bandlyst. Men her glemmer man en vigtig - faktisk dén vigtigste - brik; nemlig barnet og barnets indre drivkraft for at udvikle sig.
Jeg tror at alle kan nikke genkendende til kan selv-vil selv alderen, som især bliver tydelig omkring 2-års alderen. I virkeligheden bærer vi alle rundt på den mentalitet, men jeg vil vove den påstand at den ofte bliver ødelagt af institutionaliseringen, hvor der simpelt ikke er tid til den enkelte. Men her er der faktisk ikke stor forskel på børn og voksne, det er i virkeligheden meget simpelt:
DU KAN IKKE FORVENTE AT FOLK TAGER ET ANSVAR, SOM DU IKKE GIVER DEM LOV TIL AT TAGE.
Det er lidt ligesom i erhvervslivet - de gode ledere er dem der formår at have tillid til sine medarbejdere og sige 'ja', fremfor at sige 'vi plejer'. Men det skaber også en sårbarhed, fordi pludselig bliver man afhængig af sine medmennesker, og det er virkelig angstprovokerende i den adskillelseskultur, som utilsigtet blev en konsekvens af kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet.
Men for at komme tilbage til det med Unschooling og overvejelserne omkring hvordan man griber det an, så er der nogle børn som trives med at have en meget fast plan - måske især i starten, hvis de tidligere har været en del af den normative institutionalisering. De er kommet langt fra deres egen selvfølelse og kan nærmest virke helt apatiske, hvis man tager den skemalagte hverdag fra dem. Den indre drivkraft, dett selvstændige initiativ, kreativiteten og lysten til at lære er blevet afløst af et konstant pres om, at skulle passe ind i forudbestemte rammer og handlemønstre.
Det jeg ofte gør i den sammenhæng er, at lave en plan, hvor der er tid og tålmodighed til, at lade barnets erkendelse opstå. Ofte kan der være en uro og usikkerhed hos forældrene, fordi barnet ikke 'rykker sig' i starten, men det afløses af kæmpe glæde, den dag barnet pludselig for alvor knækker koden til læring. Både fordi barnet pludselig 'rykker sig' i forhold til læringen - men endnu mere fordi barnets selvstændige personlighed pludselig fremstår langt tydeligere end før. Nogle forældre har udtalt at de faktisk blev klar over, at de ikke for alvor kendte deres barn, dengang de bare løb rundt i hamsterhjulet og barnet var tilpasset normen.
For andre, der måske har hjemmepasset barnet, eller hvor barnet på anden måde har haft forholdsvist frie rammer til at udvikle deres selvstændighed, kan en løsning også være at købe løbende sparrings-sessions via Skype, hvor vi i fællesskab finder frem til hvordan de optimale rammer for barnets selvstændige udvikling bliver skabt. Nogle laver selv en dagbog, som de så kan fremvise til den tilsynsførende, men mange ønsker hjælp til løbende udarbejdelse af dokumentationen, så de kan koncentrere sig om barnet og rammerne omkring barnet, mens jeg kan gå bagom læringen, og få sat ord på HVAD-HVORDAN-HVORFOR.
For at imødekomme dette behov har jeg nu lavet UNSCHOOLING-pakken, som indeholder 20 sparrings-sessions samt løbende udarbejdelse af dokumentation af undervisningen, så man med ro i sindet kan præsentere den tilsynsførende for, at man unscholler sit barn. Meget ofte er den tilsynsførende en ansat fra den lokale folkeskole og der kan derfor være en del for-forestillinger hos den tilsynsførende, som ikke stemmer overens med de gældende krav.
Eksempelvis er det meget overraskende for langt de fleste, at der ikke er et bestemt lovkrav om, hvad barnet skal kunne på et bestemt klassetrin.
Kravet er blot at barnet løbende skal udvikle sig. Først ved afslutningen af 9. klasse forventes det, at barnet har opnået samme kompetencer som sine jævnaldrende.
En god huskeregel i den sammenhæng er at:
Godt begyndt er halvt fuldendt
Det giver derfor god mening at tage sig den tid der skal til for, at barnet tager ansvar for egen læring, da det i sidste ende er den mentalitet der skal bære barnet videre i uddannelses-systemet. - Og i livet generelt.