Næste uges plan
finder du
HER
Det er samtidig dette skoleårs sidste ugeplan og jeg lover at meget bliver anderledes næste skoleår. Siden jeg startede hjemmeundervisningen har jeg ladet mig inspirere af offentligt tilgængelige undervisningsplaner, for at have en rettesnor. Men efter at have undervist
mine børn hjemme i så mange år, har jeg fået så meget indblik i undervisningens sammenhænge og processer at jeg er klar til at stå helt på egne ben. - Og jeg GLÆDER mig. Faktisk har jeg allerede tyvstartet
lidt, hvilket de der følger vores ugeplaner måske har bemærket. Har du allerede nu brug for at få styr på næste skoleår - eller mangler
du måske en oversigt over dette skoleårs aktiviteter og argumenter, så tøv ikke med at benytte tilbuddet fra sidste uge, som
gælder til og med Sankt Hans.
Og så til denne søndags blogindlæg, hvor temaet idag er kærlighed:
- retten til omsorg
- retten til at føle sig elsket
Det danske samfund går
i daglig tale under betegnelsen velfærdssamfund. I Danmark handler livet ikke kun om overlevelse, det tror jeg vi alle kan blive enige om. Og det er ikke nyt, allerede i 1991 ratificerede Danmark FN's Børnekonvention, hvor der blandt andet står:
Artikel 6 - Retten til livet
Barnets ret til livet og statens forpligtelse til at sikre barnets overlevelse og udvikling.
Det er altså her slået fast at den danske borger ikke bare skal overleve men også udvikle sig. Og vi er på mange måder på rette vej. Men i de seneste par dage har jeg med undren kunnet følge med i den
debat, som nu igen er blusset op - en debat som startede i efteråret 2018. Omdrejningspunktet er en bog om børn og søvn; bogen Godnat og Sov Godt. Efter massiv kritik valgte forlaget at tage bogen op til genovervejelse. I den forbindelse var vi et par stykker, som gik sammen for at skrive en bog, som kan opfylde samme behov, men med en mere omsorgsfuld indgangsvinkel. Det er vores indtryk at de som har været glade for bogen, lægger vægt på at den har fungeret som en praktisk guide i forbindelse
med børne-putning. Der findes mange bøger om børn og søvn, men vi forstår så udemærket ønsket og behøvet for en praktisk guide. Det er ikke lige når man står med et grædende overtræt
barn at man kløver sig igennem en 300 siders bog med henvisninger til diverse eksperter. I den forbindelse har bogen Godnat og Sov Godt været en overskuelig bog, hvor man, i et velfærdssamfund som det danske, har tillid til at der er evidens
for det der står. Og med god grund, for i Børnekonventionen står der ydermere:
Artikel 18 - Børneopdragelse
Statens forpligtelse til at sikre, at barnets forældre eller værge har hovedansvaret
for barnets opdragelse. Statens forpligtelse til at vejlede og hjælpe med denne opgave.
Forlaget har nu meldt officielt ud, at de ikke vil trække bogen tilbage. Fokus fra forlaget og i debatten generelt er spørgsmålet om
hvorvidt bogen er skadelig for barnet, hvis man følger dens anvisninger. Jeg synes, med henvisning til Børnekonventionens 'Artikel 6 - Retten til livet', at vi er kommet længere i samfundet end blot at tænke på hvorvidt
en bestemt adfærd er skadelig - jeg synes at vi med respekt for det velfærdssamfund vi bryster os af at leve i, snarere skulle spørge om bogens anvisninger er gavnlige.
For at udvikle sig i en positiv retning har man brug for
anerkendelse. I den bog vi er ved at skrive, som vi håber kan erstatte den omdiskuterede bog, har vi derfor taget udgangspunkt i Anerkendelsestrappen af Henning Rye. Det er en meget brugt og valideret indgangsvinkel til relationer mellem mennesker i mange forskellige sammenhænge. Vi mener nemlig at det er i relationen til andre mennesker, at man udvikler
sig.
Det hyppigste argument for at være 'nødt til' at benytte sig af den Cry-It-Out metode, som skildres i bogen Godnat og Sov Godt er spørgsmålet om tid. Men hvor lang tid tager det egentligt at drage omsorg for sit barn og
at lade ens barn vide at man elsker det?
Det har vi lavet en lille historie om, i vores bog om børn og søvn, som foreløbigt har arbejdstitlen:
Elsker du mig?
- når jeg ikke kan sove
Som
er tænkt som en Guide til kærlig putning
De første du skal møde i historien er Alberte og hendes mor. Alberte lever et ganske normativt liv i den kultur, som af nogle kaldes Adskillelseskultur. Forældrene arbejder
og Alberte går i institution, ligesom langt de fleste andre danske børn.
Alberte skal sove
Alberte får en ren ble på. Moren lægger hende ned i vuggen sammen med en bamse. Hun
går. Alberte skriger i forventning om, at hun kommer tilbage. Det er noget, der begyndte dagen i forvejen. Pludselig vuggede moren hende ikke i sine arme til hun sov, hun blev bare lagt ned i vuggen. Det sker
igen. Hun skriger desperat. Pludselig hører hun den lavmælte lyd af morens stemme. Hun standser kortvarigt, men hun græder igen, da døren lukkes. Moren åbner døren og taler til hende igen flere
gange. Alberte er udmattet og græder fortsat stille. Hun er træt efter en lang dag blandt fremmede mennesker, og hun har bare lyst til at mærke sin mors arme omkring sig. Alberte husker kun svagt tiden i mors mave,
men hun savner det, og kun morens hjerteslag er nok til at berolige hende. Hun klynker og føler sig alene og udelukket fra verden. Til sidst falder hun i søvn. Hun hører lyden af døren, der åbnes.
Hun mærker morens læber berøre hendes pande. Senere vågner hun igen, og moren taler til hende fra et sted bag vuggen. Alberte falder igen udmattet i søvn.
Inde ved siden af Alberte bor
Oliver. Olivers liv ligner på mange måder Albertes liv. Hans forældre arbejder og han bruger det meste af sin dag i institution, som langt de fleste andre danske børn. Men noget er anderledes. Olivers forældre har valgt at selvom
de skal tidligt op og passe deres arbejde, ligesom Albertes forældre, så er det vigtigste i samværet med Oliver, at han føler sig elsket. Kritikere kalder dem curling-forældre, men Olivers forældre mener at de blot er en
del af den Omsorgsrevolution, som er igang i samfundet - hvad mener DU?
Oliver skal sove
Oliver vågner med en våd ble. Der er mørkt omkring ham, men han er ikke alene. Han kan høre
sin mors åndedrag og mærke varmen fra hendes krop. Forsøgsvis prøver han at finde hende ved at sprælle med arme og ben. Han mærker hurtigt hendes varme hud. Moren tænder lyset og kigger
Oliver i øjnene. De ser hinanden. Tiden går i stå. Pludselig lyder der et skrig, et langt og hjerteskærende skrig i smerte over at være blevet forladt, over angsten for at være
alene. Skriget kommer fra Alberte, som bor i lejligheden ved siden af. Uret på væggen tikker. Moren siger: ”Kan du ikke sove?”. De møder hinanden med et smil. Tiden går i stå. Skriget bliver
endnu højere, men stilner så gradvist af. Uret på væggen tikker. Oliver bevæger sig uroligt fra side til side for at komme fri af den våde ble. Moren løfter Oliver op og
bærer ham ud til puslebordet. De forstår hinanden. Tiden går i stå. Et skrig afbryder stilheden. Det er Alberte, som kalder på sin mor. Uret på væggen tikker. Oliver
ligger på puslebordet. Moren smiler til ham og tager hans natdragt af. Hun giver ham en ren ble på og rækker ud efter natdragten. Oliver sparker med benene og vil ikke have den på. Moren lægger bukserne,
løfter Oliver op og sætter sig på en stol med ham. Hun accepterer hans kommunikation. Tiden går i stå. Skriget fra Alberte stilner af. Uret på væggen tikker. Da
moren har sat sig på stolen begynder Oliver at søge efter hendes bryst. Hun trækker sin natskjorte til side, så hun kan komme til at amme ham. Hun anerkender hans behov. Tiden går i stå. Der
høres skridt fra lejligheden ved siden af. Uret på væggen tikker. Mens Oliver bliver ammet synger moren stille for ham og kigger ham i øjnene. Først da Oliver giver slip på brystet, rejser
moren sig op igen, lægger Oliver på puslebordet og giver ham tøj på. Hun respekterer hans egen dømmekraft. Tiden går i stå. Elsker du mig, mor? Uret på væggen tikker. ”Jeg
elsker dig, Oliver” siger moren, og kysser ham på panden, mens hun løfter ham op fra puslebordet. De går hen til sengen igen.