Sammenhold

Man må sige at denne sommerferie virkelig byder på sommervejr. Derfor er det også bare skønt at bruge tiden på at nyde den skønne ø vi bor på, ligesom så mange andre faktisk gør når det er ferie. Ofte glemmer man at sætte pris på alt det der er en selvfølgelighed. Vi er en hel del på stranden, det kommer nok ikke som nogen overraskelse. Og så nyder vi også at tage på skovtur, som det ses på billedet. De to førskolebørn har selv fundet på den idé at trækvognen kan sidde fast på løbecyklen - og den yngste kan faktisk også trække den.

Når man i så tidlig en alder trækker hinanden gennem skoven på en trækvogn, så opstår netop en af de selvfølgeligheder, som de nok først langt senere vil blive klar over. Det er den kæmpe gave det er, at de har hinanden - og vel at mærke vokser op sammen. Til dels skyldes det at aldersforskellen ikke er så stor, men det er i høj grad også en af de fordele der er ved hjemmeundervisningen - at de rent faktisk lever deres liv sammen.

Jeg ved ikke hvor mange af jer der så udsendelsen: Søren Ryge: far, mor og børn, men ellers er det stadig muligt at se den på dr.dk, samt de tidligere afsnit der blev vist for et par år siden. Dengang nåede jeg faktisk ikke at se ret meget af det, jeg så vist kun ét af de 4 afsnit, fordi en veninde gjorde mig opmærksom på at det måske var noget der kunne have min interesse. Derfor var det med stor glæde at jeg forleden så alle 5 afsnit i træk - og jeg gør det sikkert igen en af de kommende dage. Men det jeg vil sige med det er, at da jeg forleden sidder i en længere snak omkring børn og børneopdragelse med én, som er generationen ældre end mig, kommer vi til at snakke om, at en typisk fordom om hjemmeundervisning er, at børnene bliver isolerede fra omverdenen. Sådan en fordom så jeg også at nogle ytrede mening om overfor familien fra Stenbjerglykke, som optræder i Søren Ryges programserie. Det var i forbindelse med en artikel i Berlingske. Jeg siger: "Flertallet af danske børn idag opholder sig det meste af dagen bag et højt hegn, på et terræn der er blevet sikret på alle tænkelige måder, så man ikke kan komme til skade". Min samtalepartner afbryder mig og siger: "Det lyder som en koncentrationslejr?". Jeg svarer: "Det er børnehaver og vuggestuer jeg taler om"...

Vi kigger eftertænksomt på hinanden, for det eneste jeg egentligt ville sige med det var, at stille mig undrende overfor, hvordan de rammer kan siges ikke at være isolerende, blot fordi de er normative. Jeg tænkte i præsentationen af dem ikke på at udstille dem som negative, egentligt bare objektive, men efterfølgende kunne jeg godt høre, hvorfor min samtalepartner blev i tvivl om, hvad det var jeg snakkede om. Det førte til en længere snak om at vi faktisk først nu ser konsekvensen af institutionslivet. De ældste på arbejdsmarkedet har ikke gået i institution - der fandtes ganske simpelt ikke institutioner dengang. Mange af dem er vokset op  med et kendskab til hvad deres forældre lavede, når de var på arbejde - og har måske endda været med dem - og har måske endda hjulpet dem. Det er kun de yngste på arbejdsmarkedet, som faktisk er vokset op i institution. Så med rette skulle man måske lige stikke fingeren i jorden og tage beskik af konsekvenserne, før man begynder at konkludere og fordømme.