Næste uges plan finder du HER

Julen nærmer sig - den bedste tid på året, efter min opfattelse. Jeg elsker bestemt også når vi er på stranden, men ærligt kunne jeg ikke leve sådan hele året. Men vinter, kulde og jul det kunne jeg sagtens klare hele året rundt. Jeg tror det har noget at gøre med at det er en naturlig tid til nærvær. Det er som om at man rykker lidt tættere sammen når det er koldt og mørkt. Det giver tid til lange samtaler med stof til eftertanke. Og eftertanke har der bestemt været i den forgangne uge. Både fordi jeg bruger mine aftener på projektet Farvel til Godnat og Sov Godt bogen men også fordi vi i den forgangne uge var på besøg hos min mor - eller som den yngste siger; mormormor. Hun bor i Nordsjælland, hvor jeg var teenager. Jeg har ærligt ikke været der i mange år - min mor plejer som regel at komme til os eller også har vi besøgt hende i hendes kærestes sommerhus på Falster. Men pludselig stod jeg i toget ved siden af en jeg kendte for 20 (ER DET VIRKELIG 20) år siden. Hun så ud som hun plejede og så da slet ikke ud til at være blevet 20 år ældre. Udover bilnøglen hun havde i hånden og det faktum at hun sandsynligvis lige havde været på arbejde og skulle hjem og lave mad til familien. Og sådan fortsatte det. Butikker, mennesker, gader ja alting var velkendt og trygt på en måde jeg ikke oplever til daglig. Ikke fordi jeg ikke er tryg til daglig, det er jeg i høj grad. Men det liv jeg har nu er noget jeg selv har skabt - valg jeg selv har taget. Men de minder der mødte mig var minder fra nogle rammer - nogle valg - der var blevet taget for mig. Som barn forestillede jeg mig den ro der måtte være ved voksenlivet, fordi man kunne gøre hvad man ville. Jeg medtænkte ikke den usikkerhed der kan opstå, når man tager et valg. Og mens jeg gik rundt med børnene tænkte jeg, valgte jeg rigtigt, dengang jeg som 20-årig flyttede til Århus for at studere. Det føltes lidt som at gå på en line, hvor jeg var usikker på om jeg pludselig ville falde ned. Men lige med ét stod jeg midt i indkøbscentret hvor jeg har været utallige gange som barn. Mørket var begyndt at falde på og børnene var småsultne efter den lange togtur. Så selvom mormor havde aftensmaden klar til os, så købte jeg noget mad til dem i pølsevognen, som stod hvor den plejede - bare i lidt finere og nyere udformning. Min telefon bibbede, jeg kastede et blik på den - det var en notifikation fra facebook med et svar på et opslag jeg havde skrevet. Og lige dér, da jeg læste det, 500 kilometer væk fra hvor jeg plejer at være, vidste jeg med ét at jeg valgte rigtigt dengang. Afstanden betyder ikke noget, for HJEM bestemmes ikke af geografi, men af hvor hjertet er. Og den rejse jeg har været på de sidste 20 år havde bestemt ikke været den samme, hvis jeg var blevet. Den havde nok været mere 'leverpostej' - det kunne jeg godt leve med, men jeg er ikke sikker på at jeg på samme måde havde fundet frem til hvem JEG er, indeni mig, hvis jeg ikke havde pillet alle de lag af, som dengang var rammer omkring mig og mit liv. En virkelig dejlig sløjfe at få bundet.

Nå men det var jul vi kom fra og mormor og jeg havde da også et par juleoverraskelser i ærmet. Mormor havde lavet små pakker (ja jeg ved ikke hvad der er i - men børnene siger de tror det slik - vi får se) og jeg havde købt 12 par strømper til hver. Så nu hænger der 5 strømpeguirlander rundt omkring i huset - den sjette hænger jo på efterskolen. Og jeg synes faktisk det er ret hyggeligt, og så var det betydeligt billigere end at købe en chokoladekalender el. lign. (hvis man lige medtager at jeg skulle have købt strømperne alligevel). Så det var et lille sparetip til de der har lyst til at lade sig inspirere.

Næste

uges

plan

finder

du

HER

Det er ikke mange minutter siden, at jeg kom ind af døren, efter at have været til Allehelgens gudstjeneste. Som den faste læser nok ved, så er jeg af og til organist i den lokale kirke, således også idag.

Efter at have haft en uge helt oppe på dupperne, på grund af den mediestorm, som radioprogrammet Shitstorm førte med sig, så var det en lise at gå langs markvejen i buldrende mørke. Det er en følelse af at lande i den virkelighed, som rent faktisk omgiver mig - og som er den virkelighed jeg deler med børnene. Dermed ikke sagt at det andet ikke også er virkeligt, for det er det, men det er en kunst at finde balancen. Jeg føler et stort ansvar for at byde ind i den kamp mod adskillelseskulturen, som hele denne mediestorm har ført med sig, for det er jo den virkelighed jeg er med til at skabe, som kommer til at blive de rammer mine børn skal være voksne i.

Vi er på mange måder priviligerede her i Danmark, det vil jeg ikke underkende, men der er stadig et stykke vej, hvis 'frihed for den enkelte' skal blive en realitet. I debatten omkring bogen Godnat og Sov Godt er der til tider blevet skabt et mediebillede af at det er nogle forældre mod andre - men det er ikke sådan jeg ser det, og heller ikke det, som de folk der kæmper, giver udtryk for. Det er en kamp mod den norm - den adskillelseskultur, som tages som en selvfølge i dagens Danmark. Rigtig mange forældre ønsker mere tid sammen med deres børn, men de ønsker også at passe ind og ikke skulle forsvare deres valg hele tiden - og så er det bare lettere at følge normen. 

Er du en ildsjæl der ønsker at være med til at påvirke retningen, for fremtidens samfund, til gavn for børn og voksne og kan du sætte handling bag ordene, så meld dig ind i facebook-gruppen Arbejdsgruppe - Børn er mennesker.

Næste

uges

plan

finder

du

HER

Idag er der kommet sne, så jeg tænkte det var passende at dele dette billede, som jeg tog d. 12. oktober i år... I Danmark... På Tunø... Og de var ude at bade - på eget initiativ... Og de blev ikke syge...

Dagen før efterårsferien startede, havde jeg besluttet at vi skulle afholde dette års Sankt Michaelsfest. Sidste års Sankt Michaelsfest står helt klar i min hukommelse og har vendt tilbage i mine tanker i løbet af året. 

Vi havde besøg af nogle journaliststuderende, som skulle lave en opgave omkring hjemmeundervisning. Jeg synes i den sammenhæng at det er vigtigt at delagtiggøre dem i de mange facetter der er ved hjemmeundervisning. Herhjemme sidder vi også i skolestuen og laver lektier - men vi laver også rigtig mange andre ting, som også har en betydning.

En af de ting er f.eks. de mange traditioner vi har henover året. Nogle mennesker bliver måske forpustede over at tænke på det - fordi forestillingen om traditioner kan være meget omsiggribende. Men det vigtige herhjemme er at det bliver ægte. Jeg spørger derfor hver gang mig selv; 'hvad er kernen i denne tradition' - udover at den giver samvær og skaber fælles minder, som er med til at sætte livet i perspektiv, fordi man kan tænke tilbage og sige: 'kan I huske dengang...'

Sankt Michaelsfesten er kendetegnet ved at Sankt Michael skal bekæmpe dragen. Sidste år lavede vi bambuskors/bambussværd, afhængigt af hvilken vej man vendte dem. Til disse bambuskors/bambussværd bandt vi et lamineret stykke papir, hvorpå vi hver især havde skrevet/tegnet det som korset skulle kæmpe for/sværdet skulle bekæmpe. Papiret var foldet inden det blev lamineret, så ingen andre end ophavsmanden, vidste hvad håbet var.

I år valgte vi en anden model, som man kan gøre uden at behøve at stille et større arrangement på benene. Vi tog en vandtæt tusch med til stranden. Fandt en sten vi kunne skrive eller tegne på. Og så kastede vi disse sten ud i vandet. 

For mig er oplevelsen at det er en pagt jeg laver med mig selv i princippet. Sankt Michael handler også om den indre drage og ofte sidder man selv med nøglen til løsningen, hvis ellers man tør at gå de skridt der skal til. 

Så jeg vil opfordre jer alle til, trods snevejr, at finde tuschpenne frem og smide jeres Sankt Michaels-sten i havet. Send meget gerne billeder og en lille beskrivelse til konsulent@athelligesigmoderskabet.dk, så vil jeg lave en kollage og lægge det op i et blogindlæg. - Og selvfølgelig, på forhånd tak <3

Sammen med:

Luna Munk

Abdel Aziz Mahmoud

Mads Aagaard

- Så blev septiktanken endnu engang tømt ved hjælp af knofedt og en skovl...👍

Du undrer dig måske lidt over hvordan i alverden jeg fik:

Luna Munk (du kender hende måske fra De Unge Mødre)

Abdel Aziz Mahmoud (du kender ham måske som tidligere vært på Aftenshowet eller for bogen "Fra Libanon til Lærkevej")

Mads Aagaard (du kender ham måske som radiovært)

til at hjælpe med at tømme min septiktank!!!

- okay indrømmet, det var ikke helt sådan det foregik. 

FØRST medvirkede jeg i programmet "Shitstorm" sammen med Luna Munk, hvor Abdel Aziz Mahmoud og Mads Aagaard er værter.

BAGEFTER tømte jeg min septiktank med knofedt og en skovl.

Er du nysgerrig på hvad det handlede om, så lyt med HER 

Næste

uges

plan

finder

du

HER

Så er efterårsferien slut og vi er kommet igang med skolearbejdet igen. Jeg har dog været lidt langsom på tasterne, for udover Tivoli-tur, svømmehals-tur og hyggetur til Århus, så har ugen også været præget af diverse uforudsete ting at tage sig af. Ét eksempel relaterer sig til billedet for dette blogindlæg. Jeg havde bestilt en ny (brugt) vaskemaskine ved et firma. Den blev leveret uden stikprop. En venlig sjæl på øen havde en stikprop som jeg fik, og så måtte jeg ellers igang med at finde youtube-videoer om hvordan man sætter en stikprop på. Og for lige at være helt sikker på at jeg ikke lavede noget forkert ringede jeg også efterfølgende til min far, for lige at dobbelttjekke at jeg havde lagt mærke til alle detaljer i videoen.

Før efterårsferien havde vi besøg af nogle journalist-studerende, som blandt andet spurgte mig hvordan det var at skulle veksle mellem at være mor og at være lærer. Jeg har førhen arbejdet som både pædagog og dagplejer, hvor mine børn også var blandt børnene og i den sammenhæng var der klart forskel på om jeg var på arbejde eller privat. Min oplevelse er at det blandt andet hænger sammen med at den relation man naturligt har til sine egne børn, skal opbygges til de andre børn,  i arbejdstiden. Derudover er arbejdet præget af at man er 'på' og kun er der når man er parat til det. Når jeg er privat kan jeg f.eks. godt være mor, selvom jeg er syg og der opstår i den sammenhæng nogle andre relationer, hvor børnene i virkeligheden også lærer at tage hensyn til andre mennesker. Det er ikke sikkert at mor lige kan spille et spil den dag hun er syg, til gengæld kan man herhjemme som barn få lov til at ligge og putte i mors seng. I de sammenhænge får vi faktisk tit snakket om ting, små episoder børnene har oplevet, som man ikke normalt får snakket om i hverdagen. Så jeg har lært at sætte pris på de stunder. Men for at komme tilbage til de journalist-studerendes spørgsmål, så oplever jeg ikke herhjemme at der er forskel på om jeg er mor eller lærer. Jeg er mor og lærer mine børn at kravle og gå - og herhjemme lærer jeg dem også bare en hel del andre ting, som mange andre børn lærer i skolen. Det betyder f.eks. også at den undervisning vi har til daglig bliver en fælles reference-ramme. Det var f.eks. tilfældet da jeg skulle sætte stikproppen på vaskemaskinen - 7. klasse havde netop læst om elektricitet, og nu kunne vi så relatere det til praksis. Så derfor kom efterårsferien også til at indeholde noget undervisning - og sådan er det faktisk tit herhjemme. Når vi ikke sidder med skolebøgerne opstår der situationer, som vi kan relatere til den undervisning vi konkret beskæftiger os med. 

Og så til et lille notabene: Når jeg nu er inde på emnet 'teknik', så har jeg erfaret en lille finesse ved min hjemmeside, som betyder at jeg har oploadet de antal skemaer der kan være på siden. Så denne uge slettede jeg et skema fra 2017-2018, for at få plads til det nye skema, og sådan kommer det så til at blive fremadrettet.