07-08-2018

Fødselsdagsbowle #1

Æblechips

Sukat

Lemonade

Kandiserede citronskiver

 

 

 

 

 

Idag har vi holdt fødselsdag herhjemme og derfor vil jeg lige dele denne 4-i-1 opskrift med jer.

Det startede for en uge siden, hvor jeg var ude i haven og plukke de næsten modne æbler. Jeg fjernede kernehuset og skar æblerne i skiver på vores pålægsmaskine (2 mm er passende). Jeg fyldte skålen næsten helt op med æble-skiverne. Derefter tog jeg en økologisk citron og skar også den i skiver (4-5 mm er passende) og fordelte citronskiverne jævnt over æble-skiverne. Jeg dryssede 32 g. citronsyre udover skålens indhold (det var lige den mængde der var i én pose). Derefter hældte jeg 1 liter vand og 1 kg sukker i en gryde og bragte det i kog, indtil sukkeret var smeltet og væsken var klar. Jeg tilsatte en ganske lille tår atamon og hældte så sukkervæsken udover æble-skiverne og citronskiverne. Derefter dækkede jeg skålen til med en tallerken og stillede den i køleskabet.

Æblechips

Igår gik jeg så igang med forberedelserne til idag. Det første er æblechips. Jeg bruger bageristen - har du flere riste og plads til dem i ovnen, så brug endelig så mange som muligt, så går det hurtigere. Jeg varmer ovnen op til 110 grader varmluft. Æble-skiverne fra skålen lægger jeg på bageristen - uden at de ligger ovenpå hinanden. Når ovnen er varm sættes bageristen ind i 45 minutter. Æblechipsene er lidt bløde når de er varme og skal tages af bageristen lige når de kommer ud af ovnen, for ikke at klistre fast, når de størkner. De lægges i en skål eller et glas - gerne med låg, så er man sikker på at de ikke bliver bløde, når først de er størknet. Proceduren gentages indtil skålen er tom for æble-skiver.

Sukat

Så kommer vi til sukat, som skal bruges som pynt på dagens brunsviger-kage. Citronerne tages op af skålen og lægges på et skærebræt. Skallen skæres af i små stykker - kun det gule, det hvide skal blive siddende, så citronskiverne holder formen. De små gule citronskals-stykker lægges i et syltetøjsglas og der hældes sukker over. Så rystes glasset, så alle stykkerne bliver fyldt med sukker. Derefter kan glasset stilles på hylden og er klar til brug, når kagen skal bages. 

Lemonade

Nu er der faktisk kun lemonade tilbage i skålen, så det hældes bare på flasker - og husk, der er atamon i, så det kan sagtens holde sig, hvis det ikke alt sammen bliver drukket lige med det samme. Det er meget kraftigt i smagen, så jeg anbefaler at det blandes i forholdet 1:1 - eller måske endda endnu tyndere - det er smag og behag.

Kandiserede citronskiver

Det sidste vi mangler er citronskiverne. De dyppes i sukker med begge sider og lægges på en bageplade med bagepapir. Derefter sættes de ind i ovnen, som stadig står på 110 grader vamluft. De skal have 45 minutter i ovnen og lægges derefter på et fad og stilles i køleskabet. De kan bruges som pynt på kagen - det gjorde vi - men de smager altså også skønt som slik.

Det var det, prøv også Fødselsdagsbowle #2 og Fødselsdagsbowle #3 - velbekomme.