Sankt Hans
Ja så er det Sankt Hans igen. Det er et halvt år siden at det var jul og der er et halvt år til at det bliver jul igen. På sin vis føles det ikke som så lang tid siden at det var jul. Men sidste Sankt Hans - det føles som århundreder siden - også når jeg tænker på hvad børnene skulle lære i det kommende skoleår, som netop nu er afsluttet. Dér går det op for én, hvor utroligt meget de har nået at lære.
Det er en sjov ting med Sankt Hans. Det er en lige så fasttømret tradition som julen i det omgivende samfund. Men måske knap så påtaget. Det er min opfattelse at julen ofte for mange bliver stress og jag fyldt med 'plejer' og 'skal'. Men Sankt Hans har en anden lethed over sig - og dog er der også dér nogle fasttømrede traditioner. Men der er ofte en anden åbenhed overfor andre mennesker.
For to år siden fulgtes vi med vores daværende nabo til et af de store bål på øen. Vi kørte i vores traktor og jeg havde medbragt bænk, kaffe, saft osv. Det blev et frygteligt regnvejr og den yngste herhjemme var kun 2½ måned gammel. Vi havde klapvogn med regnslag med, så det gik fint. Men så ville hun ammes. Jeg satte mig på bænken og holdt et tæppe beskyttende over hende. Og i løbet af ingen tid havde de omgivende mennesker fundet hvad de havde af paraplyer og tæpper og holdt det hen over os, så vi ikke blev våde. Det er i min optik den slags oplevelser der lagrer sig som hele essensen af livet. Efterfølgende, da hun atter lå i klapvognen og sov, gav jeg tæpperne til vores nabo, som faktisk viste sig at være alvorligt syg. Vi vidste det ikke på det tidspunkt - og dog havde jeg en fornemmelse af at livet i flere henseender var svært for hende. Måske derfor satte vi alle også enormt stor pris på alle de gode stunder vi havde sammen med hende. Desværre døde hun sidste oktober. Men alle der har mistet nogle de har kær, kan sikkert nikke genkendende til, at man ikke ville have undværet alle de gode stunder med dem man havde kær, for til gengæld at undgå sorgen. Og sådan er livet generelt. Glæder og sorger følges ad. Var der ingen sorg havde man heller ikke oplevet glæden, for så var der intet at sørge over. Men mindet om vores daværende nabo, siddende på bænken med sin hvide cardigan på og de mange tæpper om sig, smilende og tydeligvis oprigtigt glad, sidder printet på nethinden af mig, som et symbol på den lysende engel hun på mange måder blev i vores liv.
Mange ting i livet kan føles som tilfældigheder eller lykketræf og nogle gange formår man også selv at få det bedste ud af den situation man står i. Men i denne sammenhæng var der ikke kun tale om tilfældigheder og lykketræf. Set ud fra mit perspektiv var der et klart og tydeligt puslespil som gik op, netop ved dét at hun blev vores nabo. I min verden vil jeg tilskrive det Guds værk - vel mest af alt fordi jeg gik i søndagsskole som barn og dermed har fået troen på Gud ind, som en lige så stor sandhed, som den at 2+2 er 4.
Den erkendelse hvor man opdager at der over længere tid - i mit tilfælde faktisk flere årtier - er blevet bygget et puslespil op, som pludselig står klart og tydeligt frem i det øjeblik den sidste brik bliver lagt, er også den erkendelse der sker, når børnene pludselig 'lærer' det man har 'undervist' dem i. Det sker sjældent på samme tid - læring og undervisning. Erkendelsen af det underviste opstår ofte først når man konkret skal bruge underviste i praksis. Af netop samme årsag får næste skoleår en lidt anden struktur end hidtil, men mere om det imorgen...
Rigtig god Sankt Hans til alle som læser med.