10-05-2018

Mors dag

.... det er da ikke idag... nej, idag er det Kristi Himmelfartsdag.

MEN skal menneskene skabes af normen?

ELLER er det normerne der skal skabes af menneskene?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det korte svar vedr. min holdning til ovenstående, kan du finde HER, hvor jeg skriver om hvordan mine uddannelser har været med til at forme mit syn på borger versus samfund.

Den praktiske årsag til at vi holder mors dag netop idag, ligger i at de fire ældste børn næsten altid er hos deres far på mors dag. I den situation er der to muligheder - den ene er passiv, den anden er aktiv. Den passive løsning er at sige; det var vel nok ærgerligt, så må vi bare droppe mors dag. Den aktive løsning er at 'tænke om med omtanke' - omtanke for børnene, omtanke for fællesskabet og ikke mindst omtanke for hvad essensen af mors dag egentligt er.

Fra tid til anden er jeg organist i den lokale kirke, således også idag. Derfor var det perfekt at holde mors dag netop idag. Børnene kunne (med lidt hjælp) forberede mors dag overraskelser, mens jeg var i kirken.

Da jeg kom hjem fra kirke hængte jeg denne gamle krans op, som virkelig er meget rusten. Så laminerede jeg børnenes tegninger og breve og hang dem fast med guldtråd. Til sidst tog jeg en snor og trak mælkebøtte-hoveder på. Børnene hjalp med at tage mælkebøtter - der er nok at tage af på denne årstid. Og så snoede jeg den lange gule slange af mælkebøtter rundt om den gamle rustne krans. Jeg synes det er så smuk og fin en hyldest - både af mig som mor, men også en hyldest af børnenes påskønnelse af mig. Jeg tænker at kransen skal hænge her til næste mors dag, for jeg er virkelig ikke noget materialistisk menneske - og synes som udgangspunkt heller ikke at mine minder knytter sig til ting/tegninger eller lignende. Men det giver alligevel stof til eftertanke, når man blive mødt i døren med breve og tegninger - for hvordan kan de sige alle disse ubetingede søde ting om mig, når der er så meget jeg kunne gøre bedre. I bund og grund er jeg - som alle - et uperfekt menneske, og det ved børnene, om nogen, da de er sammen med mig 24/7.

Det forekommer mig at børnenes påskønnelse af mig netop er en ubetinget påskønnelse af den jeg er - og ikke det jeg gør

Rigtig god mors dag til jer alle, hvad enten I bliver hyldet søndag eller en anden dag der nu passer i jeres liv.

06-05-2018

Konsekven..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er det søndag igen, og dagens skema er lagt klar til download.

Denne søndags tema er konsekvens versus konsekvent.

På billedet ses den skrænt, som fører ned til stranden ca. 100 meter fra vores hus. Udsigten til vandet ses på indlægget fra dette års påskejagt.

Nu skrev jeg 'fører ned til stranden', men som de fleste nok kan regne ud er det ikke den vej vi går, når vi skal til stranden. Men billedet er et godt eksempel på diskussionen om hvornår man skal være konsekvent når man sætter grænser for børn, og hvornår ting skal have en konsekvens.

Før vi flyttede hertil havde vi været på besøg, og havde set beliggenheden ved selvsyn. Derfor havde jeg, før vi flyttede hertil, gjort det klart for børnene at marken på vand-siden af huset leger man ALDRIG på. Nu 6-7 år senere er det samme regel der gælder. Ganske simpelt fordi, hvis grænsen hedder at man ikke må komme for tæt på skrænten, så er det for det første en udefinerbar grænse, for hvornår er man 'for' tæt på. For det andet er konsekvensen af at nogle overskrider en sådan grænse, helt bogstaveligt ikke mulig at 'samle op' på. Derfor er grænsen sat et sted hvor det er muligt at få en alvorlig snak om vigtigheden af at overholde de grænser der er sat. Og der er i dette konkrete tilfælde tale om en konsekvent opdragelse.

Tankerne om hvorvidt det er konsekvent eller konsekvens opdragelse der er vejen frem, dukkede allerede op i min bevidsthed da jeg uddannede mig til pædagog. Mange gange møder man i samfundet forhandlings-situationer mellem børn og voksne, der laves interne aftaler. Generelt set er det et udspring af ønsket om at opdrage børnene til et demokratisk, ikke-voldeligt samfund, hvor man snakker sig frem til løsninger. I forbindelse med min uddannelse som kandidat indenfor pædagogisk filosofi fik jeg dog for alvor øjnene op for alternative måder at anskue situationen på. På en ø langt væk fra Danmark, lever et stammefolk, som har været genstand for videnskabens interesse fra flere forskellige fagområder. I forhold til opdragelse blev det pågældende stammefolk særdeles rystede over at man i danske daginstitutioner kan finde på at 'ekskludere' børn, der eksempelvis forstyrrer højtlæsningen, ved f.eks. at lade en pædagog gå udenfor med barnet i stedet for, og lave noget andet. De syntes det var udtryk for et voldeligt samfund, at man overhovedet kunne få den tanke, at fællesskabet ikke nødvendigvis inkluderede alle. Selv ville de i en lignende situation slå barnet med et enkelt slag, så det på den måde blev klar over at adfærden skulle rettes ind i forhold til fællesskabet. Jeg synes ABSOLUT IKKE at deres løsning er en overvejelse værd, men til gengæld er deres refleksioner omkring fællesskab, inklusion og rummelighed værd at tage til efterretning.

I Danmark betragter vi generelt vores børneinstitutioner og skoler som inkluderende, det bliver meget ofte beskrevet i en instutions værdisæt at de 'arbejder med inklusion'. Ved nærmere eftertanke svarer en sådan beskrivelse til det at sige til børnene at de ikke må komme for tæt på skrænten. Det man siger lyder logisk nok, men hvordan udføres det i praksis!

Hvis man kigger på de faktuelle forhold, så er det muligt for institutioner og skoler at søge om en støttepædagog til et eller flere børn, hvis det vurderes at den/de pågældende er til nævnefærdig forstyrrelse af fællesskabet eller i sig selv har svært ved at blive en del af fællesskabet.

Jeg sidder ikke med noget klart svar på hvad 'det rigtige' i den situation er - med uddannelse indenfor filosofien bestræber jeg mig på at bevæge mig indenfor nuancerede konklusioner. Men i mine tanker reflekterer jeg over, hvordan man forestiller sig at børnene, når de bliver voksne, skal leve i et ligeværdigt samfund, når man fra starten laver A og B hold...

Hjemmeundervisningens rolle i denne sammenhæng, og i særdeleshed i vores familie, som på daglig basis består af 1 voksen og 6 børn, får en helt anden rolle, end den, som man typisk møder, når man præsenterer de faktuelle forhold herhjemme.

Generelt er der en stigende interesse for diverse prædikater man kunne sætte på vores liv; hjemmeundervisning, slow-living, tid til nærvær osv. Og alligevel bliver vi ofte mødt med nysgerrige spørgsmål omkring, om børnene bliver i stand til at indgå i et større fællesskab, når de lever på denne måde - på en ø - langt ude på landet - med hjemmeundervisning.

Lige her har stammefolkets opfattelse af fællesskab sin berettigelse. - Vi SKAL være her alle sammen. Der er ikke en støttepædagog der lige kan tage nogle afsides, hvis de en dag har svært ved at sidde stille og følge med i højtlæsningen. I forhold til metoden for at få det til at lykkes, at alle skal kunne være med, er jeg ikke enig i stammefolkets valg. Men hvad gør man så?

I den forgangne uge var vi på vores månedlige tur til storbyen, og denne gang valgte vi blandt andet at gå til en stor legeplads, som ligger udendørs, rundt om en bygning. Dvs. det er ikke muligt at se alle hele tiden, hvis man ikke er på samme del af legepladsen på samme tid. Når vi er i storbyen, gør jeg meget ud af at forklare børnene at vilkårene er anderledes end herhjemme. Og at vi i sådan en sammenhæng derfor må bevæge os i etaper rundt på legepladsen, så det er muligt for mig at følge med alle steder på én gang. Vi havde mange sjove lege og oplevelser på legepladsen og var der også i en god rum tid. MEN så opstod problematikken - der var ikke enighed om hvor vi skulle være. Akkurat som med skrænten stod jeg på min konsekvente forudbestemte minimumsgrænse, som her var, at jeg skulle kunne se alle på samme tid. Mens vi bevæger os rundt om bygningen går sidste mand modstridende med, kun så langt som det er nødvendigt for at jeg stadig skal kunne se vedkommende. Jeg er klar over at det nu handler om at diskutere den grænse der er sat, men jeg lader som ingenting - og ved med mig selv at det er ikke en grænse der står til diskussion - konsekvensen af at en overskrider grænsen kan jeg ikke præcist forudsige og er heller ikke interesseret i at erfare.

På et splitsekund er sidste mand gået ned af en lang trappe og er dermed ikke på samme del af legepladsen som os andre. Uden tøven kalder jeg vedkommende til: 'DU kommer herop NU' - sagt i et bestemt men kontrolleret toneleje. Øjeblikkeligt returnerer vedkommende. Mine tanker når at tænke; 'hvad nu' - men jeg kan se at vedkommende er fuldstændig med på at grænsen der var sat blev overtrådt - og den stod ikke til forhandling. Ergo ville det være en underkendelse af det oprindelige udgangspunkt at begynde at komme med belærende ord og dermed lægge op til debat. Så da vedkommende er tilbage siger jeg blot stille og roligt; 'så går vi videre'. Vi forlader legepladsen og efterdønninger af at grænsen ikke var til debat får vi da også at høre - vedkommende er godt klar over hvorfor vi gik. Og der bandes og svovles over hvor dumme vi alle sammen er. - Men vi er her alle sammen og vi skal være her alle sammen. Og konsekvensen af at det fik en betydning for andre at man brød fællesskabets regler er blevet tydeliggjort, uden at nogle dermed blev ekskluderet. Jeg tror på at det er i dette moment at læringen omkring etik kommer til sin berettigelse.

Krøllen på historien som I skal have med er, at vi ikke er gået andet end måske 500 meter, så er banderiet ovre og vedkommende finder noget slik frem, der er købt for dagens lommepenge, og byder alle et stykke. Også jeg bliver tilbudt et; ' mor, vil du også smage' - og selvfølgelig vil jeg det, for jeg er godt klar over at i denne gestus ligger netop undskyldningen og efterprøvelsen af om vi mon stadig er venner.

05-05-2018

Majfest

... i baggrunden brænder bålet, så nu skal der laves dej.

 

 

 

 

 

Du undrer dig måske over hvad disse gamle metaldåser har med majfest at gøre, men forklaringen kommer her.

Majfest hylder forårets komme, med blomsterne og buskene der alle spirer. Her hvor vi bor er klimaet lidt varmere end det øvrige Danmark, og derfor vokser der figner i haven. Vi spiser dem rå eller bruger dem i bagning, madlavning, marmelade osv. Og de sidste som ikke når at blive modne, fordi vinteren kommer, dem sylter vi. Syltede figner er eksempelvis et godt alternativ til syltede rødbeder. Så denne majfest var det selvfølgelig figentræet vi ville hylde.

Efter sigende kan man få figentræet til at formere sig på samme måde som piletræer. Så det måtte vi prøve. Derfor har vi plantet en figenkvist i hver dåse og hængt dem op på legehuset, så de får solens stråler og regnens vand. For eksperimentets skyld har vi også hængt en op i vinduet tæt på brændeovnen. Så får den sol fra vinduet og varme fra brændeovnen og skal så vandes. Så må vi se hvilke kviste der klarer sig bedst.

Hvis det lykkes at få figenkvistene til at vokse har jeg en helt særlig plan, men den må du vente med at høre til næste majfest...

Som skrevet lavede vi også bål - fester hos os foregår i det hele taget meget tit omkring bålet, det har en samlende effekt, og der er samtidig rig mulighed for at de der ikke kan sidde stille, kan tage en løbetur i haven, uden at det bliver for larmende og for utåleligt for den samlede stemning.

Det var første år vi skulle holde majfest herhjemme, det er sådan en tradition som jeg har haft lidt svært ved at få gjort til vores egen. Jeg har det svært med traditioner der bliver meningsløse og hvor man bare gør noget fordi sådan gør 'man'. Som faste læsere af bloggen måske har gennemskuet, så er 'man'-måden at gøre tingene på ikke lige det vi praktiserer mest herhjemme. Jeg bestræber mig altid på at fange essensen af den konkrete situation og så finde den måde den bedst kommer til udtryk her hos os, med det liv vi lever og dem vi er. På den måde lærer børnene også deres egen baggrund at kende, lærer at kunne sætte ord på det de kommer fra. Udefra set kan man sætte forskellige faktuelle stempler på det de kommer fra - en ø - hjemmeskole - fem søskende. Men det fortæller i virkeligheden ikke noget om hvilket liv de lever, det fortæller oftest kun noget om andre folks forestillinger om det liv de lever. Netop i år hvor ældste barn er på efterskole er det blevet endnu mere tydeligt hvor vigtigt det er for børnene at kunne sætte ord på den baggrund de kommer fra. Oftest har de gennem barndoms-årene herhjemme haft venner både fra nær og fjern, som er kommet på besøg. Og det giver en hel anden forståelse at være her og opleve hvordan timerne, dagene, året går herhjemme. Men når man kommer ud i en større sammenhæng som eksempelvis efterskole, så er det ikke en naturlig følge at alle kommer på besøg herhjemme og der kan man ikke undgå at skulle fortælle og forklare, ganske simpelt fordi folk er nysgerrige på det liv, som ligger udenfor flertallet og som de derfor måske ikke er stødt på før.

Men hvordan skaber man en tradition, som holder i mange år? Vi har flere traditioner herhjemme, som er blevet en helt fast bestanddel af børnenes liv. Og når man ser tingene fra børnenes perspektiv, så erfarer man også at det man har gjort de sidste par år - som i det store billede som voksen, måske bare er en lille brik i det samlede billede - det er faktisk blevet definitionen på børnenes barndom. Gennem hele livet vender og drejer man fra tid til anden tiden der har været og tiden der skal komme, så barndommen giver man aldrig helt slip på. Derfor er det vigtigt at få en fornemmelse for hvad det er man kommer fra. Mange af de traditioner vi har er startet med en lille simpel ting - som i situationen kunne føles ubetydelig, men som idag har en kæmpe værdi, fordi det var lige der, i det moment at det hele startede. Et uvurderligt eksempel på det er vores december tradition hvor vi læser Peters Jul - mere om det når tiden kommer; det starter d. 30. november.

En anden vigtig ting ved fælles traditioner bliver tydelig når livet bliver svært og ansvaret som selvstændigt menneske synes uoverkommeligt. Der er det vigtigt at have et sted at kunne gå hen, uden spørgsmål og forklaringer. Et sted hvor man bare kan 'være'. Som tidligere skrevet i indlægget vedr. selvværd så er det gennem kernen af den man 'er' at man rejser sig igen, når livets skyggesider rammer en. Derfor er det også min forhåbning at de traditioner vi sammen skaber her, gennem børnenes barndom, vil fortsætte med at være gyldige og vedkommende, når de bliver voksne. Så de har noget genkendeligt at komme 'hjem' til, når de har brug for et pusterum. Jeg husker selv fra min egen barndom, hvordan tiden i bedsteforældrenes hjem nærmest forekom mig at være gået i stå - på den gode måde. Tingene stod hvor de plejede og det syntes som om at i stunder hvor livet viste sig fra sin skyggeside, og det føltes som om at alt var forandret, så var den faste grund stadig urokkeligt til stede.

Min erfaring i forhold til at skabe traditioner er, at man skal turde lade det forme sig gennem gentagelserne. Små skridt som føles rigtige og hvor man er indstillet på at lade det passere, som muligvis fungerede sidste år, men som bare tilsyneladende ikke fungerer i år. Der vil altid være elementer som man tager med sig. Og det er sjældent alle elementerne der var med første gang, men det er i sig selv uvæsentligt efter 20 gentagelser. Det er langt mere væsentligt hvornår det opstod og hvorfor. Det er med til at få tankerne til at gå tilbage og huske den tid der var lige der, hvor netop dette element blev en fast bestanddel af denne tradition. Og når tankerne er der, vil der også være flere ting der går op for en, i forhold til ens eget liv, og den vej man siden da er gået.

En lille dannelses-rejse i momentet, mens man sidder og kigger ind i bålets flammer - det er essensen af langt de fleste traditioner vi har herhjemme.

29-04-2018

Værdier

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidste dag i bededagsferien og forberedelserne til næste uge er så småt begyndt. Skemaet for næste uge er nu klar til download.

Sædvanligt plejer jeg at være tidlig på færde i forhold til at forberede mig til den kommende uge, men idag havde jeg et andet ærinde først på dagen - jeg håber ikke at I er gået forgæves for mange gange i forsøget på at finde næste uges skema. Under alle omstændigheder er det fremadrettet muligt at blive adviseret hver gang der er et nyt blogindlæg - det gøres via den officielle facebook-side for min konsulentvirksomhed, hvor du kan tilmelde dig som følger.

Og så til denne dags indlæg, som handler om værdier. Der er tre grunde til at det netop er begrebet 'værdier' der er blevet denne uges nøgleord. Den ene grund kommer af vores bededagsvandring, hvor 1. klasse blev en 10'er rigere, men nåede at miste den igen, inden turen var omme. Hvis du ikke har læst om bededagsvandringen kan du gøre det HER

I øvrigt skal det nævnes at 1. klasse besluttede sig for at tage ud og lede efter 10'eren igår. Sidste ærindring om 10'eren var ved et såkaldt 'sutte-træ' - eller også var det bare en der havde tabt en sut. I barken på et træ sad der en sut fast og 1. klasse tog den ned og kom hen for at vise den. Uanset om den var efterladt med vilje eller om nogle havde tabt den, så skulle den blive hvor den var fundet, så vi måtte nøjsomt forsøge at få sat den fast i barken igen. Det kan meget vel være dette besvær der har forårsaget at 1. klasse tabte 10-eren, i hvert fald lå den ved selvsamme træ - der er visse fordele ved at bo et sted hvor befolkningstætheden er lav. - Der har med al sandsynlighed ikke været andre forbi det træ i de to døgn der er gået fra 1. klasse tabte mønten og til den blev fundet igen.

Den anden begrundelse for at denne uges nøgleord er 'værdier' opstod netop idag. 6. klasse har været på besøg hos en veninde siden fredag og ringer for at spørge efter penge til nye sko. Jeg overfører penge og ringer tilbage for at sige det. 6. klasse siger tak og siger selv at jeg nok skal få rest-beløbet tilbage, når skoene er købt. Det er ikke så tit at 6. klasse er på shopping med veninder, så jeg siger at jeg ikke har nogen forventning om at få nogle af pengene tilbage. 6. klasse siger så: 'ok, så kan min veninde også købe noget - hun har ikke så mange penge med.' Uden at tænke skal jeg lige til at indskyde en bemærkning om at det ikke er meningen at veninden skal bruge pengene - heldigvis når jeg at 'tænke om med omtanke'. For hvad er det egentligt lige jeg vil sige med det. Principielt kan det være fuldstændig ligegyldigt om rest-beløbet går til slik eller om veninden vælger at købe en hårelastik. Lige der er det mig der skal træde et skridt tilbage og lade 6. klasses uselviske omsorg og omtanke komme til sin ret. Så jeg får heldigvis korrigeret mig selv og sagt: 'ja ok, ja selvfølgelig - det finder du bare selv ud af.' Bagefter gik jeg og tyggede lidt på den oplevelse og var jo faktisk ret stolt over 6. klasse og tænkte ved mig selv: 'gad vide om jeg kan klappe mig selv på skuldrene for den gode etik og moral som 6. klasse udviser.' Men jeg kender ikke svaret - måske er det en del af den indre kerne som 6. klasse har haft med sig helt fra start. 

Sidste begrundelse for at denne uges nøgleord er 'værdier' ligger i at det blev en uge, hvor jeg fik anledning til at tænke over, hvordan næste års undervisningsplan skal se ud. Her har været håndværkede det meste af ugen, og det er altid noget der tiltrækker sig børnenes opmærksomhed. Så ugen endte med at blive en uge, hvor jeg i store træk (udover den daglige lektielæsning, som børnene selv står for) lod undervisningen foregå via unschooling-principperne. Jeg sørgede for at være nærværende og opmærksom på hvad børnene havde af ønsker og spørgsmål - og jeg blev faktisk ret overrasket over hvor meget vi fik lavet og hvor mange 'kloge' ord jeg fik anledning til at bringe på bane. På nogle punkter blev ugens undervisning mere relevant og nærværende end når vi sætter os ned og skal tale om Cæsar. Samtidig er jeg også bevidst om at det er en balancegang mellem at gøre børnene i stand til at leve et liv her på denne naturskønne plet af Danmark, hvis det er det de ønsker på sigt og på den anden side ansvaret for at sørge for, at det at leve deres liv her, ville blive et aktivt valg de i så fald tog og ikke en konsekvens af, at de ikke havde lært andet. Men nuvel, der er stadig et par måneder til sommerferien, så der er tid til at gruble over, hvordan jeg får fundet den rette balancegang. Derudover er der måske nogle af jer der har bemærket, at undervisningsplanerne er noget standardiserede. Det skyldes det faktum at jeg har brugt dem som guideline og løbende tilpasset dem til det konkrete barn. Denne hjemmeside er startet i midten af et skoleår, og derfor har undervisningsplanerne for dette skoleår ikke været lavet med tanke for at andre skulle lade sig inspirere, men blot til eget brug. Den del bliver også anderledes næste år.

Men tilbage til håndværkerne. Man skal ikke underkende at selvom jeg ikke er bange for at give mig i kast med diverse projekter selv, så kan håndværkere altså nogle ting som de rent faktisk har lært gennem deres uddannelse og erfaring. I almindeligt skoleregi er fag som sløjd osv. underprioriterede og det er som om at den slags fag tilskrives dem der ikke er dygtige nok til det boglige - den forestilling er helt vendt på hovedet. De som vælger at blive håndværkere er lige så dygtige som alle andre - til lige præcis det de kan, og den anerkendelse af det de kan, forekommer det mig at det er vigtigt at lære børnene. De skal vælge deres retning i livet ud fra det de brænder for og finder interesse for og ikke ud fra fordomme tillært gennem samfundets krav om at uddannelse er alfa omega. Det er klart at det også er en uddannelse at blive håndværker, men det er lige så klart at det er et fagområde hvor du primært lærer tingene ved at gøre dem, og ikke ved at sidde bag en bog. Så hvilke uddannelser der er korte, hvilke der er mellemlange og hvilke der er lange synes jeg med rette man kan stille spørgsmålstegn ved.

Derudover bed jeg også mærke i at håndværkere faktisk som oftest er ganske gode læremestre. Det er en naturlig del af den kultur der er på deres arbejdsplads, hvor lærlinge arbejder sammen med mestre. De kan godt se at børnene gerne vil hjælpe og er gode til at finde noget som børnene faktisk kan hjælpe med og få en succes ved. Eksempelvis kom førskolebarnet på 4 år styrtende hen til mig og råbte: 'mor, mor, han sagde; hold fast du er stærk'. Det var helt tydeligt at det gjorde et kæmpe indtryk, at en person som tydeligvis kan noget helt særligt, faktisk også syntes at førskolebarnet kunne noget. Den anerkendelse fra andre er i den grad med til at forme barnet og barnets tro på sig selv - og betyder langt mere end belærende og formanende ord. Det er i sig selv en beundringsværdig disciplin at være i stand til at rose andre for det de kan, i stedet for at påpege det de kan gøre bedre. Det i sig selv er en uvurderlig værdi at have med sig.

Så tak til håndværkerne for en lærerig uge - både for store og små.

- Og hvis du ikke allerede har tilmeldt dig som følger på facebook, så husk at gøre det nu, for denne uge byder blandt andet på Majfest.

26-04-2018

Bededagsvandring

Vejen tilbage har samme længde som vejen frem - det føles bare ikke altid sådan.

 

 

 

 

 

Det erfarede 1. klasse på dagens bededagsvandring - og det havde ikke noget med selve gåturen at gøre...

De der har læst afsnittet 'Lidt om mig' og læst om min cykeltur fra København til Østjylland ved, at sådan en tur kan bringe mange klare tanker frem, uden at turen i sig selv havde andet formål end blot at gå fra A til B. Incitamentet for at tage på sådan en forholdvis lang tur har ikke været der siden dengang, men jeg ynder at gøre plads til disse aha-oplevelser, ved at arrangere ture ud i det blå fra tid til anden. Derfor også denne bededagsvandring.

Ruten formede sig helt pragmatisk i kraft af, at det gav god mening at gå efterskolebarnet, som skulle komme hjem på bededagsferie, i møde. Da vi så var mødtes, fortsatte turen forbi kirken og ned igennem skoven. Længe gik jeg og tænkte at netop denne turs filosofi gik i retning af, at de skridt man tager er med til at forme den vej man ender med at gå. Men det skulle vise sig at jeg tog fejl.

Lige da vi kommer ud af skoven løber 1. klasse pludselig ud på denne eng og halvgræder helt fortvivlet: 'jeg har mistet min 10'er - jeg har mistet min 10'er'. Der er to vigtige ting at bemærke her. Den ene ting er omfanget af 'ulykken', som helt tydeligt føles langt værre end den reelt er, set udefra. Det kan her nævnes at 1. klasse får lommepenge hver måned af både sin far og jeg, og at en 10'er i den sammenhæng kun er en ganske lille brøkdel.

Den anden del fører frem til netop denne turs filosofi, som gav eftertanke til resten af turen. Den konkrete 10'ers historie er vigtig i den sammenhæng. Da vi er på vej til at gå efterskolebarnet i møde, har 1.klasse fået det lidt varmt og spørger om jeg vil holde jakken - jeg lægger den på klapvognen. Senere på turen bemærker jeg at der i foret, som er lidt i stykker, stikker en 10'er frem. Jeg tager den ud og giver den til 1. klasse. Det afstedkommer en snak blandt 1. klasse, 4. klasse og 6. klasse, som alle har brugt samme jakke, hvoraf den også er blevet slidt og nu mest bruges til leg i haven. De har alle tabt en mønt da de havde jakken på, siger de, men det bliver dog ikke til større diskussion end at 1. klasse får lov til at beholde den konkrete 10'er. Så uden større anstrengelse er 1. klasse blevet en 10'er rigere. Men netop da vi går ud af skoven står det pludselig klart at 10'eren er blevet væk. Og 1. klasse løber, som beskrevet ovenfor, ud på engen og sætter sig.

Et øjebliks tanke før handling får mig til at erkende at det er ikke nu jeg skal forsøge mig med en morale om at 10'eren ikke var der da vi gik afsted, og at ulykken deraf ikke kan være så stor, som den synes. Der er noget i den fortvivlelse som fortæller mig at principielt handler det ikke om, om ulykken er stor eller lille, men det handler om at blive ramt af det uforudsete. Det er lige der, hvor man sidder på engen, og det føles som om at hele verden er ramlet om ørerne på én, at man skal finde den kerne at selv'et, som jeg beskrev i indlægget om selvværd.

1. klasse har generelt en stærk fighter-vilje og jeg kan tydeligt fornemme at jeg bare vil blive skubbet væk, hvis jeg forsøger at hjælpe, så for en stund holder jeg mig på afstand og lader 1. klasses tanker samle sig.

I reelt målt tid går der ikke ret lang tid før 1. klasse kigger efter mig og jeg er klar over at det vil være ok nu at forsøge at fremføre min morale om, at lige så let som 10'eren kom frem - lige så let forsvandt den igen.

Det hører absolut til sjældenhederne at jeg går rundt og ligefrem bærer 1. klasse, men lige der var det på sin plads at blive båret over engen - og det er også en vigtig del af dagens morale, at kende hvor man kan få et kram og et trøstende ord med på vejen, når livet pludselig slår et krumspring man ikke havde forudset.