18-08-2018

Fødselsdagsbowle #2

Morgenbrød #1

Æblechips

Æbleeddike

Æblesirup

 

 

 

 

 

Idag holder vi fødselsdag sådan officielt for mig og 7. klasse, fordi det er weekend og vi har efterskolebarnet hjemme. Jeg havde fødselsdag igår og 7. klasse har fødselsdag i den kommende uge, men det er en vigtig del i opdragelsen af børnene herhjemme, at de lærer at bruge tid sammen som familie. Derudover er det min klare opfattelse at relationer skabes gennem nærvær og samvær - det er ikke noget der kommer alene pga. blodets bånd. I denne sammenhæng vil jeg gerne slå et slag for Kvantitetstid - og nej, det er ikke en stavefejl, det er et modtræk til det efterhånden gennemtærskede begreb kvalitetstid - men mere om det en anden gang.

Igår løftede jeg lidt af sløret for denne omgangs fødselsdagsbowle, så nu får i hele opskriften.

Det startede dagen efter sidste fødselsdag herhjemme, hvor jeg plukkede de næsten modne æbler ude i haven. Jeg fjernede kernehuset og skar æblerne i skiver på vores pålægsmaskine (1 mm er passende). Jeg fyldte skålen næsten helt op med æble-skiverne. Jeg dryssede 32 g. citronsyre udover skålens indhold (det var lige den mængde der var i én pose). Derefter hældte jeg 1 liter vand og 1 kg sukker i en gryde og bragte det i kog, indtil sukkeret var smeltet og væsken var klar. Jeg tilsatte en ganske lille tår atamon og hældte så sukkervæsken udover æble-skiverne. Derefter dækkede jeg skålen til med en tallerken og stillede den i køleskabet.

Morgenbrød #1:

Den vigtigste ingrediens er Surdej og fremgangsmåden starter ligesom Surdejskage, dog vil jeg anbefale bagepapir i stedet for at smøre bradepanden med fedtstof. Jeg er selv meget glad for bagepapir af silikone, som kan bruges igen og igen. Det er også en del af vores forsøg på at blive fri for skrald. Der tages surdejs-stykker op med en grydeske. Surdejs-stykkerne lægges i bradepanden og flades ud, så de overlapper hinanden en lille smule. Dernæst hælder jeg solsikkeolie udover dejen og smører det rundt med en bagepensel. Så drysser jeg salt over - gerne med en saltkværn hvis du har det. Så tager jeg æbleskiver fra fødselsdagsbowle #2 og fordeler jævnt. Jeg har taget 12 skiver, jeg synes lige det var passense til størrelsen af bradepanden, men det er smag og behag om man vil dække dejen helt. Dernæst drysser jeg kanelsukker over både dej og æbleskiver. Så skal den bare bages i 25-30 minutter ved 200 grader almindelig ovn.

Æblechips

Til æblechips bruger jeg bageristen - har du flere riste og plads til dem i ovnen, så brug endelig så mange som muligt, så går det hurtigere. Jeg varmer ovnen op til 110 grader varmluft. Æble-skiverne fra skålen lægger jeg på bageristen - uden at de ligger ovenpå hinanden. Når ovnen er varm sættes bageristen ind i 45 minutter. Æblechipsene er lidt bløde når de er varme og skal tages af bageristen lige når de kommer ud af ovnen, for ikke at klistre fast, når de størkner. De lægges i en skål eller et glas - gerne med låg, så er man sikker på at de ikke bliver bløde, når først de er størknet. Det kan være en fordel at lade dem køle af på et stykke bagepapir, så de ikke klistrer sammen, før de lægges i glasset. Proceduren gentages indtil skålen er tom for æble-skiver.

Æbleeddike

Et af fokusområderne i dette skoleår er selvforsyning og fri-for-skrald. Derfor købte jeg for nylig en eddikemor hos Camilla Plum. Den bliver såmænd bare sendt med posten i et brev, ret simpelt. Så første del af den æblesaft der er i bowlen, når æbleskiverne er brugt til morgenbrød og æblechips, hælder jeg i den flaske, hvor min eddikemor er. Så stiller jeg flasken ind i køleskabet - uden låg, det er vigtigt. Når jeg så er ved at løbe tør for eddike, så fylder jeg min eddikeflaske op ved hjælp af en tragt og hælder ny saft på min eddikemor. Udover at eddike kan bruges til syltning, madlavning o.lign., så er det altså også ganske glimrende at bruge som skyllemiddel, vinduespudsemiddel, opvaskemiddel, afkalkning osv., så der er ingen undskyldning for ikke at have en flaske eddike stående.

Æblesirup

Idag skal vi så have pandekager, så derfor hælder jeg resten af saften i en gryde og koger den, indtil den har en passende konsistens som sirup. Så hælder jeg min æblesirup på en lille flaske - brug en tragt, så undgår du at halvdelen ligger på køkkenbordet. 

Og så skal jeg igang med pandekagerne - men den opskrift må I få en anden dag.

17-08-2018

Morgenbrød #1

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Idag har jeg fødselsdag, så derfor vil jeg lige dele denne opskrift på morgenbrød med jer.

De nysgerrige tænker måske over, hvor gammel jeg nu bliver, når jeg var barn i 80'erne og teenager i 90'erne.

Det er vel nærmest uundgåeligt at man lige sender en tanke tilbage på tiden der er gået, når man har fødselsdag. Udover at jeg var barn i 80'erne og teenager i 90'erne, så boede jeg i Jylland i 80'erne og i Nordsjælland i 90'erne. Jeg tror det er en vigtig detalje i forhold til hvordan jeg har oplevet de to perioder. Jeg blev egentligt født i Skanderborg, men vi flyttede til Nordjylland da jeg var ca. 3 år. Jeg husker absolut ingenting fra de første 3 år og jeg tror det hænger sammen med at rammerne er blevet væk, så der har ikke været noget i mine omgivelser, som kontinuerligt har mindet mig om hint og andet. Så mine minder fra min barndom i 80'erne stammer fra Nordjylland - nærmere bestemt i Gistrup. Det der synes at være essensen af mit barndomshjem er hjemmestrik og paradisæbler - hvis man sådan lige skal gøre det helt kort. Jeg husker når jeg sad i stolen i stuen ved siden af min mor. Hun strikkede - ofte til mig - jeg elskede det hjemmestrik, jeg var meget stolt når jeg kom i børnehave med en trøje min mor havde strikket, for den var noget særligt, den var MIN og min mor havde lavet den til MIG. Når jeg sad der i stolen så sad jeg ofte og lavede fingerstrik - og believe it or not - det er faktisk det der har videreudviklet sig til det kunsthåndværk jeg laver idag. Det tænker jeg faktisk tit over, når jeg kigger på mine egne børn og prøver at opfange hvad de interesserer sig for. Paradisæblerne knytter sig til Palle, som boede skråt overfor os. En lille lyshåret og stilfærdig dreng. Hvis ikke vi gyngede på gyngerne ude foran mit hus, så krøb vi ind langs hækken i min have. Der var plantet træer og buske langs hækken, men man kunne lige snige sig ind i mellemrummet. Et af træerne var et paradisæbletræ. Vi spiste tonsvis af paradisæbler og engang imellem løftede vi stenen til den kloak eller hvad det egentligt lige var, der var ved siden af paradisæbletræet. Nogle gange var der en hvid larve i kloakken, den kunne vi bruge lang tid på at betragte. Essensen af disse stunder er, at jeg var i mit helt rette element. Jeg husker ingenting om hvilket tøj eller sko vi havde på - det var ligegyldigt. Vi havde heller ingen Ipad, telefon eller andre digitale apparater. Vi legede egentligt heller aldrig med legetøj, for hvad skulle vi med det, når vi kunne spise paradisæbler og følge med i den hvide larves liv. Jeg kan godt nogle gange blive ked af at børn i dagens samfund på mange måder er afskåret fra oplevelser som kan fæstne sig i bevidstheden fremfor på billeder. Senest fik jeg en mail fra den nye efterskole, hvor min datter er startet i søndags. Overskriften var 'Vigtig fra (skolens navn) Efterskole'. Min telefon havde været slukket et par timer, og samtidig havde vores læge ringet 3 gange. De to ting sammenholdt tror man jo at der er sket noget ganske forfærdeligt, men såmænd ej - heldigvis trods alt. Lægen ville bare flytte en tid vi havde booket. Og efterskolen - ja de ville gøre opmærksom på at jeg ikke havde underskrevet papirerne til samtykke til brug af billeder af børnene på diverse sociale medier. Jeg sad med 2. klasse på en bænk og spiste blommer og kiggede udover markerne og skoven, rystede på hovedet og tænkte: "There's something rotten in this world" (lettere inspireret af Hamlet). 

Det var et lille tilbageblik, men nu til:

Opskriften på Morgenbrød #1

Forarbejdet startede ved 2. klasses fødselsdag, hvor jeg lavede en ny version af Fødselsdagsbowle og stillede i køleskabet. 

Fødselsdagsbowle #2:

Det startede ude i haven, hvor jeg plukkede de næsten modne æbler. Jeg fjernede kernehuset og skar æblerne i skiver på vores pålægsmaskine (1 mm er passende). Jeg fyldte skålen næsten helt op med æble-skiverne. Jeg dryssede 32 g. citronsyre udover skålens indhold (det var lige den mængde der var i én pose). Derefter hældte jeg 1 liter vand og 1 kg sukker i en gryde og bragte det i kog, indtil sukkeret var smeltet og væsken var klar. Jeg tilsatte en ganske lille tår atamon og hældte så sukkervæsken udover æble-skiverne. Derefter dækkede jeg skålen til med en tallerken og stillede den i køleskabet.

Og så til selve morgenbrødet:

Den vigtigste ingrediens er Surdej og fremgangsmåden starter ligesom Surdejskage, dog vil jeg anbefale bagepapir i stedet for at smøre bradepanden med fedtstof. Jeg er selv meget glad for bagepapir af silikone, som kan bruges igen og igen. Det er også en del af vores forsøg på at blive fri for skrald. Der tages surdejs-stykker op med en grydeske. Surdejs-stykkerne lægges i bradepanden og flades ud, så de overlapper hinanden en lille smule. Dernæst hælder jeg solsikkeolie udover dejen og smører det rundt med en bagepensel. Så drysser jeg salt over - gerne med en saltkværn hvis du har det. Så tager jeg æbleskiver fra fødselsdagsbowle #2 og fordeler jævnt. Jeg har taget 12 skiver, jeg synes lige det var passende til størrelsen af bradepanden, men det er smag og behag om man vil dække dejen helt. Dernæst drysser jeg kanelsukker over både dej og æbleskiver. Så skal den bare bages i 25-30 minutter ved 200 grader almindelig ovn.

Vil du vide hvad der skal ske med det der er tilbage i bowlen, så gå til Fødselsdagsbowle #2.

12-08-2018

Skolestart

Så blev det den tid igen...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor man skal tænde op i brændeovnen - og hvor skoleåret starter. Hele sommeren har tankerne rumsteret med hvilke rammer dette skoleår skal puttes ind i. Siden jeg begyndte at undervise børnene hjemme for 4 år siden har jeg langsomt arbejdet mig ind på hvordan man lærer og ikke mindst hvad der er relevant at lære. Nogle gange må jeg virkelig ryste på hovedet af mig selv, når jeg sidder og fortæller og forklarer om Romerriget eller lignende. For det er et faktum at nutidens borgere har viden med sig, hvis bare de kan finde ud af at søge den. Og mange gange må jeg også konstatere at muligvis kan børnene huske det jeg fortalt for lidt siden - eller måske for en uge siden. Men når jeg selv sidder og tænker på skoleåret der lige er gået, så kan jeg da ikke huske alle de navne og årstal jeg har slynget om mig med - så hvordan skulle børnene kunne huske det?! Til gengæld har vi haft gang i mange gode ting med læsebånd/matematikbånd/sprogbånd - kontinuiteten og gentagelsen har fået meget læring til at sidde fast, så den del skal videreudvikles og udbygges.

MEN! det er tid til et paradigmeskifte herhjemme. Det handler om bevidsthed og om at tage bevidste valg. Som et helt jordnært og håndgribeligt eksempel har jeg taget skraldespandene væk. Alt for meget bliver bare smidt ud i en ubevidst tanke - og DET tror jeg der er behov for at fremtidens borgere får øjnene op for. Vi har en skraldespand som står på den anden side af laden, så når man skal gå derud, så overvejer man måske en ekstra gang hvad man egentligt har gang i. 

Børnene herhjemme går nu i 2., 5. og 7. klasse og så er der de to førskolebørn og efterskolebarnet. Nyligt ankommet fra et besøg hos deres far spørger 5. klasse hvor skraldespanden er. Jeg svarer med spørgsmålet: "hvad skal du smide ud?" han siger: "en indkøbspose." Jeg siger: "Hvis den ikke kan bruges igen, så må du gå om bagved laden og putte den i skraldespanden." Han begynder at rode med den og siger: "Jamen, øøøh, nå, jeg synes den havde et hul - næ det har den ikke." Jeg siger: "Fint, jamen så kan den bruges igen, så lægger du den bare på køkkenhylden."

Og jeg skal ærligt indrømme at jeg skal ikke gøre mig til nogen helgen. Hver eneste gang jeg har hentet tøj i tørretumbleren de sidste par dage og stået med en håndfuld fnuller fra filtret, har jeg rakt ud efter skraldespanden, som jo ikke var der, og er i stedet for gået hen til brændeovnen, som glimrende kan tage sig af det fnuller. 

Rammerne er af altafgørende betydning for læring, så I dette skoleår har vi ikke noget der hedder skema, vi har noget der hedder dagsrytme og ugeplan. Dagsrytmen er fast, mens ugeplanen er den jeg laver hver søndag for den kommende uge. Det betyder at årets undervisningsplan ikke bliver lagt ud på forhånd, men løbende bliver præsenteret i ugeplanerne, da den tilpasses vores dagsrytme. For dem der ønsker en Undervisningsplan for hele året er der selvfølgelig stadig mulighed for dette via mine konsulent-ydelser, så fortvivl ej :)

Nå men brændeovnen trænger vist til en opfyldning, så jeg smutter nu.

07-08-2018

Fødselsdagsbowle #1

Æblechips

Sukat

Lemonade

Kandiserede citronskiver

 

 

 

 

 

Idag har vi holdt fødselsdag herhjemme og derfor vil jeg lige dele denne 4-i-1 opskrift med jer.

Det startede for en uge siden, hvor jeg var ude i haven og plukke de næsten modne æbler. Jeg fjernede kernehuset og skar æblerne i skiver på vores pålægsmaskine (2 mm er passende). Jeg fyldte skålen næsten helt op med æble-skiverne. Derefter tog jeg en økologisk citron og skar også den i skiver (4-5 mm er passende) og fordelte citronskiverne jævnt over æble-skiverne. Jeg dryssede 32 g. citronsyre udover skålens indhold (det var lige den mængde der var i én pose). Derefter hældte jeg 1 liter vand og 1 kg sukker i en gryde og bragte det i kog, indtil sukkeret var smeltet og væsken var klar. Jeg tilsatte en ganske lille tår atamon og hældte så sukkervæsken udover æble-skiverne og citronskiverne. Derefter dækkede jeg skålen til med en tallerken og stillede den i køleskabet.

Æblechips

Igår gik jeg så igang med forberedelserne til idag. Det første er æblechips. Jeg bruger bageristen - har du flere riste og plads til dem i ovnen, så brug endelig så mange som muligt, så går det hurtigere. Jeg varmer ovnen op til 110 grader varmluft. Æble-skiverne fra skålen lægger jeg på bageristen - uden at de ligger ovenpå hinanden. Når ovnen er varm sættes bageristen ind i 45 minutter. Æblechipsene er lidt bløde når de er varme og skal tages af bageristen lige når de kommer ud af ovnen, for ikke at klistre fast, når de størkner. De lægges i en skål eller et glas - gerne med låg, så er man sikker på at de ikke bliver bløde, når først de er størknet. Proceduren gentages indtil skålen er tom for æble-skiver.

Sukat

Så kommer vi til sukat, som skal bruges som pynt på dagens brunsviger-kage. Citronerne tages op af skålen og lægges på et skærebræt. Skallen skæres af i små stykker - kun det gule, det hvide skal blive siddende, så citronskiverne holder formen. De små gule citronskals-stykker lægges i et syltetøjsglas og der hældes sukker over. Så rystes glasset, så alle stykkerne bliver fyldt med sukker. Derefter kan glasset stilles på hylden og er klar til brug, når kagen skal bages. 

Lemonade

Nu er der faktisk kun lemonade tilbage i skålen, så det hældes bare på flasker - og husk, der er atamon i, så det kan sagtens holde sig, hvis det ikke alt sammen bliver drukket lige med det samme. Det er meget kraftigt i smagen, så jeg anbefaler at det blandes i forholdet 1:1 - eller måske endda endnu tyndere - det er smag og behag.

Kandiserede citronskiver

Det sidste vi mangler er citronskiverne. De dyppes i sukker med begge sider og lægges på en bageplade med bagepapir. Derefter sættes de ind i ovnen, som stadig står på 110 grader vamluft. De skal have 45 minutter i ovnen og lægges derefter på et fad og stilles i køleskabet. De kan bruges som pynt på kagen - det gjorde vi - men de smager altså også skønt som slik.

Det var det, prøv også Fødselsdagsbowle #2 og Fødselsdagsbowle #3 - velbekomme.

05-08-2018

Horisonten

 

 

 

 

 

 

 

Så tager vi hul på den sidste sommerferie-uge og tankerne kredser omkring, hvad der mon venter i horisonten. Særligt glæder jeg mig til Skt. Michaelsfesten i september. Sidste år var første gang vi holdt Skt. Michaelsfest - jeg har haft lidt svært ved at få sat den i de rette rammer, men den har i den grad fæstnet sig i min erindring efter sidste år. Man tænker på den ene side; 'nå ja, endnu et år, vi gør vel bare som vi plejer'. Men det gør man ikke, for der sker altid et eller andet uventet og det gælder bare om at gribe de bolde der kommer susende forbi.

Udover at børnene har brugt den forgangne uge på forskellige sociale aktiviteter med deres venner, så har vi også idag været i svømmehallen. Det lyder måske lidt skørt at tage i svømmehallen, når man bor på en ø og det er sommer. Men der ligger altså en helt fantastisk svømmehal, lige på den anden side af Kattegat, så den er et besøg værd, når nu man har valgt at bruge sommerferien hjemme. Det er trods alt rart når der sker lidt.

Men tilbage til de bolde der kommer susende forbi. For et års tid siden sad vi i bussen på vej ind til Århus. Et par stop efter os trådte en mor ind i bussen med sin søn iført hjemmestrik, siddende i en klapvogn. Ret hurtigt faldt vi i snak og udover at vi begge har været gift mere end én gang og har en børneflok udover normen, så har vi også arbejdet indenfor samme pædagogiske værdigrundlag og har derfor mange af de samme værdier, når det kommer til opdragelse. På vej ind til Århus havde vi et ærinde og skulle derfor af bussen. Inden vi står af når hun at spørge om hun ikke må få mit telefonnummer - og det må hun selvfølgelig, så vi får udvekslet numre.

Men så står man der og tænker; 'hvor tager vi den herfra' - tiden går og det er som om at bolden næsten er ved at suse forbi, før vi når at gribe den. Men så idag i svømmehallen kommer der pludselig en og siger hej, og det viser sig at være hende. Og denne gang får bolden ikke lov til at suse forbi, denne gang skal den gribes. For når nu man er sådan en ikke-normativ familie som os, så er det en kæmpe gave for både voksne og børn at have nogle 'artsfæller' at kunne sparre med. Nogen hvor alle de klassiske spørgsmål er overflødige, fordi vi er i samme båd. Og dog skal det lige nævnes her at børnene i den familie ikke undervises hjemme, de går til gengæld på den skole, som jeg bruger som inspirationskilde for mine undervisningsplaner og jeg vil da også sige at hvis det var muligt med færgen, så gik mine børn også på den skole.....

.... men hvem ved hvad der venter i horisonten...